​Ryanair dropper stewardesse-kalender

Ryanair fortsætter med at polere sit image og dropper nu kalenderen med halvnøgne stewardesser.

I det seneste år har Ryanair taget det ene initiativ efter det andet for at polere sit image og signalere bedre service og større imødekommenhed. Det har blandt andet indebåret, at topchef Michael O’Leary har fået en mere tilbagetrukken rolle og slet ikke kommer med så mange provokerende udmeldinger og tilsvininger af kunder, som tidligere.

Det har også resulteret i en ny og mere brugervenlig hjemmeside samt en række andre forbedringer. Og fornylig luftede O’Leary tanker om helt at droppe selskabets gule farver i kabinen og vælge farver, der i knap så høj grad signalerer discount.

Nu tager Ryanair endnu et skridt på vejen mod at få et pænere image. Selskabet har nemlig besluttet ikke at udgive en 2015-kalender med 12 af selskabets halvnøgne stewardesser, sådan som man har gjort de sidste syv år.

Mere familievenligt image
Overskuddet fra de populære kalendere er gået til velgørende formål. Overskuddet fra sidste års kalender gik således til en organisation, der støtter kræftramte teenagere.

Kalenderen har dog gennem årene mødt en del kritik og er blandt andet blevet kaldt sexistisk. For at få et mere familievenligt image har Ryanair valgt at skrotte den og ikke udgive en 2015-kalender. Det fortalte Michael O’Leary fornylig til en irsk radiostation.

O’Leary understregede dog også, at det oprindeligt var de ansattes idé at udgive en kalender og donere overskuddet til velgørenhed. I 2010 søgte over 800 af Ryanairs 4.000 kvindelige ansatte om at blive blandt de 12 piger i kalenderen.

Om få uger forventer selskabet at løfte sløret for hvordan man fremover vil støtte velgørende formål.