Kommerciel direktør David O´Brien (t.v.) og personaledirektør Eddie Wilson (t.h.) fra Ryanair til pressemøde i København i 2015. (Foto: Andreas Krog)

​Ryanair: Ideologisk korstog er direkte dumt

Det er direkte dumt, hvis ikke handlingfolkene i CPH opgiver det ideologiske korstog og siger ja til nye jobs, lyder det fra Ryanair. De nyder den medieomtale, som fagbevægelsens modstand mod deres CPH-base giver.

25-30 mennesker i orange veste havde taget opstilling med bannere og røde faner udenfor i kulden foran Royal Hotel i det indre København, da Ryanair torsdag havde inviteret til pressemøde om nye ruter fra selskabets kommende base i Københavns Lufthavn. Dagen før havde LO-fagbevægelsen besluttet sig for at arbejde henimod at kunne blokere Ryanairs operation fra dag ét, når selskabet 26. marts åbner sine tre første ruter ud af København.

Men det var ikke nok til at tage det gode humør fra Ryanairs kommercielle direktør David O’Brien og selskabets personaledirektør, Eddie Wilson, da de indenfor i varmen svarede på spørgsmål fra et talstærkt pressekorps.

O’Brien var således optimistisk med hensyn til handlingen af Ryanairs fly. En opgave, der skal varetages af de ansatte i handlingselskabet Aviator.

”Jeg forstår ikke hvordan folk kan sige nej til nye jobs. Det virker ikke særlig smart. Det er direkte dumt, og jeg tror ikke de vil blokere vores operation,” sagde David O’Brien på pressemødet med henvisning til de planer om sympatikonflikter og blokader, som LO-fagbevægelsen med 3F og HK i spidsen arbejder aktivt på at søsætte.

”Vi fjerner ikke jobs. Vi skaber nye jobs. Det tror jeg godt de kan se. Derfor tror vi på, at det ideologiske korstog vil dø ud,” fortsatte David O’Brien.

Dansk model gælder ikke
Det er den særlige danske model på arbejdsmarkedet, som åbner op for at andre fagforbund kan lave sympatikonflikter, hvis en virksomhed ikke ønsker at tegne overenskomst. Og det er netop hvad Ryanair har afvist at gøre med Flyvebranchens Personale Union for de omkring 120 piloter og stewardesser, som i løbet af 2015 vil blive stationeret på den nye base i Københavns Lufthavn. Derfor rasler LO-fagforeningerne med sablerne.

Det tager Ryanair dog ganske roligt. For de er slet ikke omfattet af den danske model, fastslog personaledirektøren.

”Vi er et irsk selskab, og vores ansatte arbejder ombord på irske fly. Derfor gælder den danske model ikke for os, ligesom den russiske eller den tyske model heller ikke gør,” understregede Eddie Wilson, der afviste at selskabet vil tale med den danske fagbevægelse.

”Vi kommer ikke til at have noget med fagforeningerne at gøre. Det er der ikke noget juridisk grundlag for,” fastslog Eddie Wilson.

Klar til at betale mere
Ryanair starter 26. marts med at stationere ét Boeing 737-800 fly i Københavns Lufthavn. De 10 piloter, som skal baseres i København sammen med flyet, er alle fundet gennem intern rekruttering i Ryanair, og alle 10 er danske piloter. De 20 kabineansatte, som også skal bruges til at bemande det første fly, er ved at blive rekrutteret internt i Ryanair.

Ifølge Eddie Wilson, så tjener en juniorstewardesse i Ryanair 25.000 euro om året, svarende til omkring 186.000 kroner. Det er en månedsløn på omkring 15.500 kroner. Ryanair er dog opmærksom på, at skatten og leveomkostningerne ofte er højere i Danmark end i mange af de andre lande, hvor selskabet har base. Derfor er selskabet da også parat til at hæve lønnen for ansatte på basen i København.

”Vi er klar til at betale mere, hvis det bliver nødvendigt for at kunne tiltrække personale til basen,” pointerede Eddie Wilson.

Ifølge personaledirektøren, så tjener en seniorstewardesse i Ryanair omkring 21.700 kroner om måneden. I cockpittet får styrmænd omkring 40.000 kroner om måneden, mens en kaptajn tjener omkring 62.000 kroner om måneden. Piloter, der kommer ind i selskabets med 200 flyvetimer i bogen, avancerer ofte fra styrmænd til kaptajner efter 4-5 år.

Fantastisk omtale
Mange andre udenlandske flyselskaber vil uden tvivl være misundelige over den medieomtale, som Ryanairs kommende base i Københavns Lufthavn får. For mellem svarene på de kritiske spørgsmål om løn- og ansættelsesvilkår, sympatikonflikter og overenskomster, får David O’Brien behændigt nævnt selskabets kommende destinationer fra København og igen og igen understreget, at selskabet er langt billigere at flyve med end konkurrenterne.

David O’Brien lagde da heller ikke skjul på, at Ryanair er meget godt tilfreds med den medieopmærksomhed som de får – knap to måneder før det første Ryanair-fly overhovedet lander i Københavns Lufthavn.

”Vi får fantastisk omtale,” sagde Ryanairs kommercielle direktør til de omkring 20 journalister, som var mødt frem til torsdagens pressemøde. Flere tv-stationer, store dagblade og nyhedsbureauer var således på plads i det lille lokale på Royal Hotel.

Ryanairs kommercielle direktør David O’Brien (til venstre) og selskabets personaledirektør, Eddie Wilson (til højre), svarede på spørgsmål fra et talstækt medieopbud. Foto: Andreas Krog.