- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

10.305 passagerer om dagen hos Norwegian

Med 21 fly til rådighed formåede Norwegian at transportere 319.477 passagerer i oktober. Det var kun 10 procent af passagertallet i samme periode sidste år.

Norwegian fortsatte i oktober sin selvvalgte dvaletilstand, der er skabt som følge af COVID-19-pandemiens mange rejserestriktioner i kombination med en finansiel situation, der ikke gøre det muligt at indsætte kapacitet, der ikke er direkte overskudsgivende.

Det kunne også aflæses i trafiktallene, idet Norwegian i sidste måned transporterede 319.477 passagerer, hvilket er mere eller mindre på samme niveau som de seneste måneder. I september rejste 319.370 med Norwegian, og i de to foregående måneder var der henholdsvis 313.316 og 356.092 passagerer.

Det hænger sammen med, at den udbudte kapacitet har været næsten konstant med 21 fly i produktion, hvor der primært flyves på norske indenrigsruter, på regionale ruter i Nordeuropa samt på udvalgte ruter til Spanien.

Halvfyldte fly
Ligesom alle andre flyselskaber er der tale om en markant nedgang i forhold til situationen før coronakrisen. I oktober sidste år rejste 3.118.722 med Norwegian, og den aktuelle tilbagegang svarer således til 90 procent.

Der var også god plads i de 21 fly, som Norwegian havde i luften i oktober. Belægningen nåede op på 55,3 procent, hvilket dog er en reduktion på 31,8 procentpoint fra oktober 2019, hvor belægningen var helt oppe på 87,1 procent.

“COVID-19 fortsætter med at have en negativ indvirkning på vores drift i efteråret, eftersom rejserestriktionerne bliver opretholdt samtidig med, at der indføres nye i hele Europa. Denne pandemi kommer til at påvirke rejsemulighederne i flere måneder fremover, og derfor fortsætter vi med at tilpasse ruteprogrammet til efterspørgslen,” siger koncernchef Jacob Schram i en kommentar til trafiktallene.

Kvartalsregnskab på vej
Hvordan efterårets trafikudvikling har påvirket økonomien i Norwegian, bliver afsløret den 10. november, hvor selskabet vil præsentere kvartalsrapporten for årets tredje kvartal.

Torsdag handles Norwegian-aktien på Oslo Børs til kurs 0,61, hvilket er et fald på omkring tre procent i løbet af den seneste uge.

 

Relaterede artikler:

Norwegian reducerer til otte ruter fra Danmark

Stadig svage trafiktal hos Norwegian

Færre rejsende med Norwegian fra juli til august