I august rejste 313.316 passagerer med Norwegian, og det var næsten 43.000 færre end i juli måned. Der var i gennemsnit en belægning på 62,1 procent i de fly, der var i luften.
Det går den forkerte vej med genopretningen i Norwegian. De fleste andre flyselskaber kan rapportere om et stigende passagertal hver måned efter corona-nedlukningen, men sådan var det ikke i august hos det norske lavprisflyselskab.
I sidste måned var der i alt 313.316 passagerer om bord på de rødnæsede Boeing 737-fly, hvilket var noget færre end de 356.092, der fløj med Norwegian i juli.
Der er dog lidt usikkerhed om, hvorvidt produktionsapparatet har været det samme i begge måneder. Oprindeligt havde Norwegian oplyst, at der ville være 20 fly i luften i juli og 25 fra september. Men i forbindelse med trafiktallene skriver Norwegian, at man den 1. juli indsatte yderligere 15 fly udover de syv fly, der har været aktive under hele corona-nedlukningen.
Under alle omstændigheder var den udbudte sædekapacitet i august på 539 millioner sædekilometer mod 560 millioner i juli, og da de indtægtsbærende sædekilometer blot var på 335 millioner, så landede belægningen på 62,1 procent.
Tilpasser konstant
Passagertilbagegangen fra juli til august afspejler flere forskellige ting. Der kan være en sæsonmæssig påvirkning, da efterspørgslen traditionelt er højere i juli end i august. Herudover har de skandinaviske regeringer løbende justeret rejsevejledningerne, hvorfor der i august er blevet færre passagerer til en række destinationer.
Endelig er Norwegian i den situation, at selskabet indtil den 1. april næste år betaler en fast timepris (Power by the Hour, red.) til leasingselskaberne, når flyene skal benyttes. Derfor er man meget mådeholdende med at indsætte kapacitet, der ikke sikrer et positivt dækningsbidrag for ikke at dræne pengekassen yderligere.
“Efterspørgslen efter billetter påvirkes stadig hurtigt af ændringer i myndighedernes rejserestriktioner. Vi tilpasser konstant vores rutenetværk for at imødekomme disse ændringer, men der er ingen tvivl om, at coronasituationen og de skiftende rejsevejledninger gør det krævende at planlægge,” siger koncernchef Jacob Schram i en kommentar til trafiktallene.
Relaterede artikler:
Norwegian genåbner flere ruter fra Danmark