- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

100 dage til åbningen af ”fremtidens lufthavn”

Målstregen nærmer sig for Helsinki Lufthavn, der 1. december indvier den nye ankomsthal og det nye indgangsparti. Først i løbet i sommeren 2023 står lufthavnen helt færdig.

Det bliver i flere etaper, at den ombyggede Terminal 2 i Helsinki Lufthavn tages i brug. Men den 1. december, eller om præcis 100 dage, står et par af de mere iøjnefaldende udvidelser klar i det, finnerne selv kalder ”fremtidens lufthavn”.

”Det største udviklingsprojekt i Finavias historie i Helsinki Lufthavn når en milepæl den 1. december. Lufthavnens nye indgang, det nye rejsecenter, og den spektakulære ankomsthal åbnes for passagerer,” siger Henri Hansson, teknisk direktør i Finavia, i en pressemeddelelse.

Udvidelsen og ombygningen af Helsinki Lufthavn har været længe undervejs. De overordnede planer blev præsenteret i 2013, og siden har Finavia stille roligt bygget om og bygget til. Et arbejde der nu nærmer sig målstregen.

Næste milepæl er, når det nye security-område åbner i marts-juni 2022, og lufthavnen skulle stå helt færdig i sommeren 2023, når de nye bagage-drop-faciliteter er klar.

Helsinki Lufthavn er Finlands vigtigste internationale lufthavn. Den ligger i byen Vantaa, cirka 17 km nord for hovedstaden Helsinki. Lufthavnen blev bygget i anledning af OL i Helsinki i 1952.

Kapacitet til 30 millioner passagerer
Udvidelsen af Terminal 2 skal styrke Helsinki Lufthavns position som en større europæisk hub specielt for trafik mellem Europa og Asien. Den bliver udvidet til at kunne håndtere 30 millioner passagerer om året. Et tal der for et par år siden virkede ganske realistisk, men som nu formentlig ligger et stykke ude i fremtiden.

I 2019 nåede Helsinki Lufthavn 21,9 millioner passagerer, men sidste år faldt det tal grundet coronapandemien til 5,1 millioner. Det første halvår af 2021 var passagertallet i Helsinki Lufthavn 801.877, hvilket er 79,9 procent lavere end i samme periode 2020, og 92,5 procent lavere end i samme periode 2019.

Meget mere plads
I tal betyder udvidelsen, at gulvarealet i Terminal 2 udvides med 103.000 kvadratmeter til over 250.000 kvadratmeter. Der kommer ekstra otte gates til langdistancefly, en udvidelse på 100 procent, og fire ekstra gates til indenrigsfly, en udvidelse på 15 procent.

Kapaciteten i bagagehåndteringen stiger med 50 procent, og kapaciteten i paskontrollen stiger også med 50 procent. Den samlede pris for ombygning og udvidelse af lufthavnen løber om i omkring en milliard euro.

 

Relaterede artikler:

Norwegian flyver igen fra Helsinki

Afslutter tre års renoveringsarbejde i Helsinki Airport

Udvidelse i Helsinki Lufthavn klar til næste sommer