16 nye Turkish Airlines-destinationer i 2012

Turkish Airlines forventes at vækste med op imod 20 procent i 2012. Selskabet flyver i øjeblikket til 189 destinationer og vil tilføje 16 nye i løbet af 2012. Aalborg og Billund er ifølge koncernchef Temel Kotil to af de nye destinationer.

I 2011 fløj 32,6 millioner passagerer med Turkish Airlines. Dermed er det tyrkiske luftfartsselskab fløjet ind i den europæiske top kun overgået af de tre store mega-carriers Air France-KLM, British Airways og Lufthansa samt de to lavprisflyselskaber Ryanair og easyJet.

Men ambitionerne rækker videre hos Star Alliance-selskabet. Turkish Airlines har i 2012 planlagt en ambitiøs vækst på 20 procent på de internationale ruter samt 17 procent generelt.

“Vi begynder at kunne høste frugterne af vores investeringer og det glæder os, at vi er kommet et skridt nærmere vores mål om at blive et af verdens bedste luftfartsselskaber,“ siger Temel Kotil, der er koncernchef hos Turkish Airlines.

I dag flyver Turkish Airlines til i alt 189 destinationer, heraf 40 indenlandske og 149 udenfor Tyrkiet. I 2012 vil selskabet tilføje et rekordstort antal nye destinationer til rutenetværket.

Aalborg og Billund rykker nærmere

Der er tale om nye ruter fra Istanbul til Mogadishu (Somalia), Buenos Aires (Argentina), Novosibirisk og Samara (Rusland), Bilbao og La Coruna (Spanien), Abidjan (Elfenbenskysten), Bremen og Leipzig (Tyskland), Edinburgh (Storbritannien), Ulan Bator (Mongoliet), Kinshasa (Congo), Abuja og Kano (Nigeria) og endelig Aalborg og Billund.

Bekræftelsen af Aalborg og Billund som nye destinationer sker i februar-udgaven af inflight-magasinet SkyLife, hvor Turkish Airlines koncernchefen orienterer selskabets kunder om de kommenderuteåbninger.

Der er dog endnu ikke kommet konkrete informationer om starttidspunkt og den endelige fartplan. Det ligger dog fast, at der bliver tre ugentlige frekvenser på en trekantsflyvning, der hedder Istanbul-Aalborg-Billund-Istanbul.

En lidt besynderlig ruteføring, når man tager i betragtning, at de største omkostninger ved en flyvning ligger i start-operationerne, hvor omkostninger til flybrændstof samt passager- og startafgifter i lufthavnene vejer tungt. Men det synes ikke at bekymre Turkish Airlines.

“Vi er klar over, at 2012 ikke bliver et nemt år for verdensøkonomien. Men vi er stærke nok til at realisere vores ambitiøse vækstmål på trods af de barske vilkår, hvilket vores succes i de senere år også har bevist,“ siger Temel Kotil.

I sommertrafikprogrammet 2012 flyver Turkish Airlines tre gange dagligt med Boeing 737-800 fly mellem København og Istanbul´s Atatürk International Airport.

Læs også:

Turkish Airlines på vej med rute til Jylland