- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

2022: Et exceptionelt år for svenske lufthavne

De ti lufthavne i Swedavias portefølje havde medvind sidste år, men eftervirkningerne af COVID-19 mærkes fortsat. København var dog en populære destination fra især to af selskabets lufthavne.

Selvom tallene fortsat er mindre end i 2019, kom Swedavia sidste år et godt stykke videre med genopretningen. I løbet af det forgangne år benyttede i alt 28 millioner passagerer de ti svenske lufthavne, som selskabet varetager driften af.

Det tal svarer til omkring 70 procent af 2019-niveauet, hvor 40 millioner rejsende gjorde brug af lufthavnene. I den sidste måned af 2022 betjente de ti lufthavne i alt 2,3 millioner passagerer. Det er 82 procent af niveauet fra samme måned i 2019, hvor tallet var 2,8 millioner rejsende.

Swedavia oplyser, at det særligt har været en efterspørgsel efter udlandsrejser fra Stockholm-Arlanda, der har været en drivkraft i udviklingen. Omkring 20 millioner af passagererne rejste udenrigs til destinationer fortrinsvis i Europa.

Fortsat tredjestørst i Skandinavien
I løbet af 2022 blev der foretaget flyvninger fra de ti svenske lufthavne til i alt 309 forskellige destinationer. Ifølge Swedavia svarer det til, at 80 procent af det ruteudbud, som der var på lufthavnenes afgangstavler i det sidste normale år før COVID-19-pandemien.

Kigger man særskilt på Stockholm-Arlanda er antallet af ruter dog blevet genoprettet således, at man sidste år nåede 90 procent af 2019-niveauet. Det skyldes blandt andet, at lufthavnene tilføjede flyvninger til 50 nye destinationer sidste år.

18 millioner passagerer benyttede hovedstadslufthavnen i 2022. Det er 70 procent af niveauet fra 2019, hvor 25,6 millioner passagerer rejste via lufthavnen i årets løb. I december gjorde 1,5 millioner rejsende brug af lufthavnen.

Mange fløj til den danske hovedstad
Et blik på hele året afslører, at København var den mest populære destination fra Stockholm-Arlanda, og i december var det den, som næstflest rejste til. I årets sidste måned blev den danske hovedstad kun overgået af London og med Oslo på en tredjeplads.

I Gøteborg-Landvetter – der betjente 4,4 millioner passagerer i 2022 – var København den destination, der havde den største vækst i løbet af året. En titel som den danske hovedstad løb med foran London, München og Oslo.

Svarer til et tiårigt fald
Jonas Abrahamsson, der er koncernchef i Swedavia, glæder sig over året, der gik, men han lægger dog ikke skjul på, at der også er malurt i bægeret.

“2022 var på mange måder et exceptionelt år både for Swedavia men også for branchen generelt. Året var frem for alt karakteriseret af et stærkt opsving samt et ønske om at rejse igen efter lang tid præget af pandemien.”

”Efter en svag start på året oplevede vi en kraftig stigning i rejsende i foråret og en stærk sommer. Siden da har efterspørgslen været stor til trods for såvel den globale som økonomiske situation. På trods af den stærke udvikling og et år, hvor vi mere end fordoblede antallet af rejsende på kort tid, er vi samlet set stadig meget påvirket af pandemien. Hvis vi skal opsummere 2022, har vi hvad, der svarer til et tiårigt fald i efterspørgsel samt antallet af rejsende.”


Relaterede artikler:

Atter et positivt kvartalsresultat i svenske lufthavne

Situationen i Stockholm-Arlanda er nu stabil

Svenske lufthavne stadig langt efter 2019-tal