Stockholm-Arlanda. (Foto: Victoria Ström | Swedavia)

Situationen i Stockholm-Arlanda er nu stabil

Efter nogle kaotiske måneder i Stockholm-Arlanda er det lykkes at mindske ventetiderne i lufthavnens sikkerhedskontroller, så de nu er tilbage på normalt niveau.

I løbet af foråret og i særdeleshed sommeren i år har en stor rejselyst blandt kunderne og for få ansatte bevirket, at der er opstået flaskehalse og lange køer ved blandt andet sikkerhedskontrollerne i en række lufthavne verden over.

Det har også været en udfordring i Stockholm-Arlanda, men nu har forholdene i hovedstadslufthavnen atter stabiliseret sig. Det oplyser Swedavia, som er den statslige lufthavnsoperatør i Sverige.

Ifølge operatøren har ventetiderne ved sikkerhedskontrollerne i Arlanda kunne betegnes som normale i løbet af august, da de har været mindre end 15 minutter for 90 procent af alle de passagerer, der er rejst fra Terminal 5. Ventetiden ved sikkerhedskontrollerne i de andre terminaler har desuden været af samme varighed, som de normalt er i august.

Nærmer sig to millioner passagerer
Det er sikkerhedsvirksomheden Avarn Security Group, der står for driften af sikkerhedskontrollerne i lufthavnen, og til trods for at situationen nu atter er stabil, fortsætter de med at øge bemandingen således, at man så vidt muligt undgår at ende i en kaotisk situation igen. Der var 80 securitymedarbejdere, der tiltrådte i august, og 50 nye ansatte starter i løbet af september.

I august benyttede 1.927.817 rejsende sig af Arlanda, og det betød, at det blev den tredje måned i træk, hvor lufthavnen betjente tæt på to millioner passagerer. 1.652.674 af disse var internationale passagerer, mens de resterende 275.143 rejsende fløj indenrigs.

Punktligheden i Stockholm-Arlanda i august betød, at 78 procent af de planlagte flyvninger ankom til gaten enten tidligere, til tiden eller med en forsinkelse, der var mindre end 15 minutter.

Swedavia fortæller dog, at selvom der igen er flere rejsende i terminalerne oven på COVID-19-pandemien, er Arlanda dog fortsat 20 procent under niveauet fra august 2019, hvor 2.437.000 passagerer benyttede lufthavnen.

Rejselyst er ikke aftaget
I alt varetager Swedavia driften af ti lufthavne. Udover Arlanda er det blandt andet Stockholm-Bromma, Gøteborg-Landvetter samt Malmø Airport. Operatøren fortæller, at hele porteføljen tilsammen havde 2.835.909 passagerer i august.

Det samlede antal består af 2.162.765 internationalt rejsende samt 673.144 indenrigspassagerer. Det er er fald på 24 procent i forhold til den sidste august inden pandemien, da der i alt var 3.718.000 passagerer i de ti lufthavne i samme måned i 2019.

”Genopretningen i luftfarten fortsatte i august med et stort pres på vores lufthavne generelt og især Arlanda. Det gjaldt både internationale flyvninger, hvilket er normalt på denne årstid, men også for indenrigsrejserne, der tog fart i anden halvdel af måneden i takt med, at folk igen skulle i skole eller på arbejde,” udtaler koncernchef Jonas Abrahamsson fra Swedavia på baggrund af tallene.

”Vi kan se, at den rejselyst, der er blevet opsparet i de mere end to år, hvor vi har levet under pandemien, endnu ikke er aftaget, og det er på trods af de udfordringer, som branchen har været ramt af i den forgange sommer samt de tiltagende bekymringer for den økonomiske situation, som dog muligvis vil få indflydelse på efterspørgslen fremadrettet.”


Relaterede artikler:

Svenske lufthavne stadig langt efter 2019-tal

Svenske flyrejsende vender kun langsomt tilbage

Stærk vækst i svenske lufthavne