- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

32 millioner passagerer på under seks måneder

Siden den fulde åbning den 6. april i år er der blevet håndteret 32 millioner passagerer og 21 millioner stykker bagage i den nye Istanbul Airport.

Ambitionerne er store i den nye Istanbul Airport, der officielt åbnede den 29. oktober sidste år, men først fik den samlede trafik fra den daværende Atatürk Airport overflyttet den 6. april i år.

Selv mener lufthavnsoperatøren, at der er et potentiale til at blive verdens førende lufthavn med en fremtidig kapacitet på over 200 millioner passagerer og flere end 300 destinationer.

Efter godt seks måneder i fuld operativ tilstand, er det blevet gjort op, at 32 millioner passagerer og 21 millioner stykker bagage er blevet håndteret i løbet af den snart seks måneder lange periode. Det er skabt på baggrund af 200.000 operationer fordelt på 70 flyselskaber – og flere er på vej.

Kun 42 måneder
Der er derfor indtil videre tale om en succes for et projekt, der umiddelbart virkede overambitiøst. Det lykkedes nemlig at opføre den gigantiske lufthavn i løbet af blot 42 måneder, hvilket står i skærende kontrast til den skandaleramte Berlin Brandenburg Airport, der ventes åbnet i efteråret 2020 efter en forsinkelse på otte og et halvt år.

Opførelsen af den nye tyske hovedstadslufthavn begyndte i 2006, og det er meningen, at kapaciteten fuldt udbygget skal være på 58 millioner passagerer årligt. 

“Alle, der var involveret i dette projekt, havde den samme drøm; at bygge verdens største lufthavn i Tyrkiet i en kort periode på 42 måneder  og helt fra bunden. Vi har nået dette mål gennem en entusiatisk indsats,” hedder det i en pressemeddelelse fra lufthavnen.

Tredje landingsbane på vej
Udover at have fået rollen som Tyrkiets gateway til hele verden, så giver den strategiske placering ved Bosporusstrædet en naturlig rolle, som den lufthavn, der forbinder øst og vest med hele 130 destinationer i 60 lande blot tre timers flyvning fra den nye storlufthavn.

Allerede nu er lufthavnsoperatøren langt fremme med planerne om at anlægge en tredje landingsbane, der vil være klar inden udgangen af første halvår 2020. Det vil ifølge lufthavnsoperatøren betyde, at flyenes taxi-tider kan reduceres med 50 procent, således at lufthavnen vil blive en af de få i Europa, der kan benytte tre landingsbaner uafhængigt af hinanden.

Med samlet 102 millioner passagerer i Atatürk Airport og Sabiha Göcken International Airport i 2018, rejste der ligeså mange passagerer gennem de to Istanbul-lufthavne, som det var tilfældet med verdens næststørste lufthavn i Beijing.

 

Relaterede artikler:

Op imod 60 millioner passagerer i Istanbul-lufthavne

Turkish Airlines er flyttet til ny Istanbul-lufthavn

86 nordiske aflysninger i forbindelse med Istanbul-flytning

Istanbul New Airport annoncerer første flyvning