- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

582 smittede Qatar Airways-passagerer

Siden februar er 582 personer blevet testet positiv for COVID-19 i forbindelse med en flyvning med Qatar Airways. Der er ikke registreret smitte hos kabinebesætningen siden maj.

Qatar Airways har under hele coronakrisen haft langdistancefly i luften – om end på et langt lavere niveau end tidligere.

Om bord på flyene har der været et – isoleret set – højt antal smittede, men tallet er alligevel forsvindende lille i forhold til det samlede antal passagerer. Qatar Airways oplyser, at der siden februar har været 582 COVID-19-smittede passagerer på selskabets fly, og selskabet har i alt transporteret over 4,6 millioner passagerer i samme periode.

Med andre ord har 0,013 procent af passagererne hos Qatar Airways været smittede siden februar. Mere end 37.000 flyvninger har været helt uden tilfælde af smittede passagerer. Det mellemøstlige flyselskab registrerer antal smittede ud fra de tests, som lokale myndigheder foretager af passagererne efter en landing.

Blot 0,002 procent af kabinepersonalet hos Qatar Airways har været smittet siden februar, og siden maj har der ikke været nye tilfælde af positive tests hos denne del af besætningen. Dette skyldes i høj grad, at kabinebesætningen siden maj har arbejdet i såkaldte PPE-uniformer (Personal Protective Equipment), samt at passagererne bærer ansigtsvisir på alle flyvninger.

Passagerer skal ikke være bekymrede
Koncernchef i Qatar Airways, Akbar Al Baker, glæder sig over, at flyselskabet kun har transporteret et lavt antal smittede passagerer.

”Disse seneste tal er en klar indikation af, at med indførslen af ​​de rigtige foranstaltninger, såsom omhyggelige sikkerhedsprocedurer om bord, hygiejne og social afstand i lufthavne og overholdelse af lokale myndigheders test- og indrejsekrav, behøver flyrejser ikke at være en kilde til bekymring for passagererne,” siger han.

”Fra begyndelsen af ​​COVID-19-pandemien har vi introduceret det strengeste virusovervågnings-, sporings- og on board-hygiejneprogram, der findes i det globale luftfartssamfund. Som industri vil vi sikre genopretning af kommerciel luftfart ved at tilskynde passagerer til at have tillid til, at de er sikre og beskyttede fra afgang til ankomst hos alle flyselskaber.”

Vedvarende flyvninger har hjulpet
Qatar Airways refererer til en undersøgelse fra flyselskabernes internationale sammenslutning, IATA, der viser, at kun én passager per 27 millioner rejsende er blevet smittet med COVID-19 om bord på et fly. Smitterisikoen er således ganske lav på en flyrejse.

”Selvom disse tal muligvis er lave, vil vi fortsat overvåge den globale udvikling i kampen for at kontrollere spredningen af ​​COVID-19 samt arbejde tæt sammen med de lokale sundhedsmyndigheder for at støtte sporingsaktiviteter, når en positiv test bekræftes, og vedkommende har rejst med os inden for inkubationsperioden,” siger Akbar Al Baker.

Data fra IATA viser, at Qatar Airways var det største internationale flyselskab mellem april og juli. De vedvarende flyvninger gennem de første måneder i coronakrisen har givet flyselskabet en uvurderlig erfaring med at transportere passagerer under særlige hygiejniske forhold.

HEPA-filtre i flyene og masser af hygiejneforanstaltninger i lufthavnen i Doha har blandt andet holdt antal smittede på et lavt niveau hos Qatar Airways.

 

Relaterede artikler:

Så få passagerer flyver med Qatar Airways fra CPH

Gigantunderskud hos Qatar Airways

Qatar Airways indfører krav om visir for passagerer