De nye visirer, som skal bruges ombord. Foto: Qatar Airways

Qatar Airways indfører krav om visir for passagerer

Passagerer hos Qatar Airways skal nu bære både ansigtsmaske og visir under hele flyrejsen for at hindre smitte med coronavirus. Kravet gælder dog ikke på business class.

Hvis du hører til dem, der synes, at krav om ansigtsmasker har gjort flyrejser besværlige eller ubehagelige, skal du nok ikke vælge at flyve med Qatar Airways.

Det mellemøstlige flyselskab, som blandt andet flyver til og fra København, har netop indført et nyt krav om, at passagerer skal bære ansigtsvisirer under flyrejsen foruden ansigtsmasker, som det også er obligatorisk at anvende under flyvningen for at forhindre smitte med coronavirus.

Kravet gælder for alle passagerer på økonomiklasse, som skal bære både maske og visir under hele flyrejsen, bortset fra når de spiser eller drikker. Børn under to år skal dog ikke bære hverken visir eller maske.

Passagerer på business class kan selv vælge, om de vil bære maske og visir, når de sidder på deres plads i kabinen, da business class-passagerer sidder med større afstand til andre passagerer.

Visirer udleveres i gaten
Qatar Airways-passagerer skal ikke selv medbringe visir til flyrejsen, men vil få dem udleveret ved check-in i Doha og i gaten i andre lufthavne. Visirerne fås i to størrelse – en til voksne og en til børn.

Når de er ombord på flyet, vil passagererne endvidere få udleveret et gratis beskyttelsessæt, som indeholder en kirurgisk ansigtsmaske til engangsbrug, engangshandsker og en alkoholbaseret håndrensningsgel.

”Gennem COVID-19-krisen har vores passagerers sikkerhed været vores højeste prioritet. Ved at indføre disse yderligere sikkerheds- og hygiejneartikler ombord, kan vores kunder stole på os og vores enestående ekspertise for at flyve dem sikkert til deres destination,” siger Qatar Airways koncernchef, Akbar Al Baker, om de nye tiltag i en pressemeddelelse.

Flere tiltag for at øge sikkerheden
Foruden de nye krav til passagerer har Qatar Airways også introduceret nye engangsbeskyttelsesjakker til kabinebesætninger, som placeres over deres uniformer, foruden sikkerhedsbriller, handsker og en maske.

Som yderligere sikkerhedstiltag har Qatar Airways også gennemført ændringer af serveringen ombord for at reducere social kontakt. Flyselskabet udleverer ikke længere menukort til passagerer på økonomiklasse, og på business class anvendes engangskort, ligesom maden serveres indpakket på både økonomiklasse og business class.

Qatar Airways flyver i øjeblikket fire gange om ugen mellem København og Doha, og passagerer på ruten må nu indstille sig på at skulle bære både visir og ansigtsmaske under det meste af den fem-seks timer lange flyvetur, medmindre de rejser på business class.

 

Relaterede artikler:

Her er kabinepersonalets nye uniform

Store forskelle i nye regler for flyrejser

EU: Alle passagerer skal bære ansigtsmaske