800 gæster i klemme ved rejsebureaukonkurs

Rejsebureauet Dinferie.dk A/S, der er specialiseret i hotel-bookinger, er gået i betalingsstandsning og ventes at blive taget under konkursbehandling en af de nærmeste dage. 800 gæster har tabt retten til reservationerne.

Specialrejsebureauet Dinferie.dk A/S overlever ikke den varme sommer og den deraf svækkede efterspørgsel efter rejser. Efter mere end 10 års virke, måtte direktør og hovedaktionær Jakob Lund Nielsen i torsdags kaste håndklædet i ringen. Det var ikke længere muligt at opfylde forpligtelserne overfor kunderne.

“Det er med stor beklagelse, at vi må meddele, at den fremsendte reservation eller hotelvoucher fra dinferie.dk desværre ikke længere er gyldig….Ønsker I fortsat at gennemføre opholdet, bedes I selv kontakte hotellet direkte, ligesom I skal påregne at afregne direkte med hotellet….Selskabet har ikke mulighed for at tilbagebetale din indbetaling, og den er derfor tabt,“ hedder det på hjemmesiden.

Betalingsstandsningen er ifølge direktør Jakob Lund Nielsen opstået på bagrund af forringede kreditvilkår hos samarbejdspartnerne i kombination med svigtende salg som følge af det varme forårs- og sommervejr.

“Ledelsen har gennem længere tid forsøgt at fremskaffe ny kapital for at imødegå de forringede kreditvilkår. Sideløbende er driften blevet optimeret, og der er anvendt meget energi på et nyt koncept og samarbejde med en ny stor partner for at forøge salget. Koncept skulle have været lanceret efter sommeferien,“ skriver ejeren på hjemmesiden.

Konkursen er endnu ikke en realitet, men forventes at komme i løbet af et par dage fra de ansatte via deres fagforeninger, når juli lønnen ikke kommer ind på kontoen.

“Alt er lidt kaotisk lige nu, så jeg ved ikke om en rekonstruktion er muligt. Jeg tror dog, at det bliver svært,“ siger Jakob Lund Nielsen til CHECK-IN.dk.

Mange agentbookinger
Med betalingsstandsningen og den forestående konkurs er omkring 800 gæster kommet i klemme i forbindelse med deres rejseplaner.

“En meget stor del af de 800 gæster er foretaget som agentbookinger fra andre rejsebureauer. Her vil de fleste rejsebureauer nok holde kunderne skadesløse. Desuden var der nogle pakkerejser og et mindre antal, hvor vi allerede havde forudbetalt til hotellerne,“ forklarer Jakob Lund Nielsen.

Samlet set forventer Dinferie.dk, at omkring 350 gæster vil blive direkte berørt økonomisk med mindre de har betalt med et internationalt kreditkort, hvor der kan laves “charge-back“.

“Vi har til det sidste troet på, at vi kunne undgå denne ulykkelige situation og er utroligt kede af den skade vi nu påfører vores trofaste kunder og samarbejdspartnere,“ er slutmeddelelsen fra Jakob Lund Nielsen.

Afkræftende konklusion fra revisor
De seneste fem års regnskaber afslører, at det har været svære tider for specialrejsebureauet. Samlet er det i løbet af fem år blevet til et underskud på op imod 3,4 mio. kroner, og det bedste regnskabsår var i 2013, hvor underskuddet kun blev på 151.000 kroner.

Advarselslamperne blinkede kraftigt, da årsrapporten for 2013 blev offentliggjort i slutningen af februar måned i år. Dengang blev årsrapporten påtegnet med en såkaldt afkræftende konklusion, idet revisionsselskabet ikke kunne indstille, at generalforsamlingen godkendte regnskabet, da der var brug for en kapitaltilførsel.

En negativ egenkapital på 3,6 mio. kroner og ingen udsigt til at sandsynliggøre, at den nødvendige kapital kunne fremskaffes, var udslagsgivende for, at Revisor-Fælleskabet af 1976 ikke var overbevist om, at driften kunne fortsættes efter “going concern“ princippet.

Dinferie.dk A/S var ved betalingsstandsningen ejet 80 procent af Holdingselskabet Dinferie A/S med Jakob Lund Nielsen som indehaver. De resterende 20 procent af aktierne var Søren Worm Andersen i besiddelse af. Denne var beskæftiget som IT-chef hos Glunz & Jensen fra 2005 til 2013.

Jakob Lund Nielsen grundlagde Dinferie.dk i 2003 og har tidligere 26 års erfaring fra Spies-koncernen, hvor han først var rejseleder og destinationschef i udlandet, inden han på hovedkontoret blev ansvarlig for fly- og hotelbestilling samt prissætning.