Fra mandag 5. maj og to uger frem bliver der lagt ny asfalt på Lufthavnsvej ved Billund Lufthavn. Flyrejsende anbefales derfor at tage af sted til lufthavnen i god tid.
Asfalt har det med at blive slidt, og dette er også tilfældet i øjeblikket på en af de store færdselsårer ind til Billund Lufthavn.
Således oplyser Vejdirektoratet, at der mandag 5. maj påbegyndes et arbejde med at udskifte en slidt asfalt på Rute 28 Lufthavnsvej mellem Vandel og Billund Lufthavn. I samme ombæring får rundkørslen ved Billund Lufthavn også ny asfalt.
Vejdirektoratet forventer, at asfaltarbejdet vil foregå hen over de næste to uger. Den gamle asfalt vil først blive fjernet, hvorefter man reparerer den underliggende belægning. Derefter bliver der lagt ny asfalt og påført vejstriber.
Herefter vil trafikanterne ind til Billund Lufthavn få en bedre køreoplevelse, lyder det fra Vejdirektoratet, der skal udføre arbejdet.
Opfordrer til at tage af sted i god tid
Vejdirektoratet oplyser, at asfaltarbejdet udføres som aften- og natarbejde, og det vil primært foregå i perioden fra klokken 19.00 til 06.00. I denne periode vil Lufthavnsvej være spærret i begge retninger. Trafikanter vil kunne se skiltning med omkørsel ad Billundvej, Grindstedvej, Vejlevej og Nordmarksvej.
I forbindelse med arbejdet i rundkørslen vil trafikken fra Rute 30 Billundvej blive afviklet med trafiklys. Ind- og udkørslen ved Billund Lufthavn vil her være spærret, og adgang til lufthavnen vil i stedet ske via Båstlundvej. Den normale ind- og udkørsel ved lufthavnen vil være åben, når der ikke arbejdes i rundkørslen.
’Arbejdet betyder, at der er risiko for kødannelser, og at trafikanterne grundet omkørslen vil få en forlænget rejsetid. Derfor anbefaler Vejdirektoratet, at rejsende tager af sted til lufthavnen i god tid, hvis de skal flyve i aften- eller nattetimerne, hvor der bliver arbejdet,’ oplyser Vejdirektoratet.
Vejen vil være åben for normal trafik, når der ikke arbejdes på strækningen. På forhånd beklager Vejdirektoratet de gener, der måtte opstå for trafikanterne som følge af asfaltarbejdet.
Relaterede artikler:
Choktal i Billund: Tilbagegang på 31 procent