Billund Lufthavn. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

11 procent færre passagerer i vinterkold januar

Op imod 184.000 passagerer benyttede Billund Lufthavn i årets første måned, hvilket er 11 procent færre end året før. Til gengæld blev der sat ny januar-rekord i lufthavnens fragtcenter.

Januar 2026 er en af de sidste måneder, hvor Billund Lufthavn endnu engang må rapportere om passagertilbagegang som følge af Ryanairs exit tilbage i slutningen af marts sidste år.

Men hvor tilbagegangen i de første måneder var omkring 30 procent, er passagerfaldet blevet stabiliseret på et lavere niveau, da der samtidig er kommet ny trafik ind som delvis erstatning for de mange tabte Ryanair-ruter.

Konkret var der i januar 183.860 passagerer, der rejste gennem Billund Lufthavn, og det var 11,0 procent færre end i samme måned sidste år.

Det voldsomme vintervejr i Amsterdam-Schiphol har givetvis også bidraget noget til tilbagegangen. Til og med den 7. januar havde KLM nemlig aflyst 42 afgange til og fra Billund Lufthavn som følge af det gigantiske snekaos i den hollandske storlufthavn.

Billund Lufthavn har også mærket det kolde vintervejr, hvor der i perioder har været travlt med snerydning og de-icing.

“Januar viste endnu en gang, hvor vigtigt vinterberedskabet er. Det er afgørende for, at vi kan afvikle trafikken som planlagt og samtidig give de rejsende en god oplevelse,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Største januar i fragtcentrets historie
Mens aktiviteten på den nordlige side af den 3.100 meter lange bane har været mindre end i januar sidste år, har der til gengæld været større travlhed på sydsiden, hvor Cargo Handling Billund Airport (CHBA) holder til.

Her blev der i januar håndtereret 7.202 tons luftfragt, hvilket er en stigning på 14,0 procent i forhold til samme periode året før. Det er samtidig rent fragtmæssigt den største januar i Billund Lufthavns historie.

“Vi har indledt året stærkt, og det er vi tilfredse med. Det er dog for tidligt at sige, om væksten fortsætter de kommende måneder. For året forventer vi fortsat samlet set fragtmængder på niveau med 2025, som var et af vores bedste år,” forklarer Jan Hessellund.

For nogle uger siden kunne Billund Lufthavn offentliggøre, at lufthavnen sammen med HT Transport investerer 80 millioner kroner i et nyt anlæg til luftfragt, hvilket kommer til at gøre håndteringen mere effektiv.

“Udvidelsen er et vigtigt skridt i vores rolle som kritisk infrastruktur,” lyder det fra lufthavnsdirektøren.

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn i 2025: Passagertal sat 10 år tilbage

Etablerer ny cargo-terminal i Billund Lufthavn

FedEx går fra Boeing 737 til 767 i Billund Lufthavn