Det amerikanske luftvåben har før afvist at udstyre de nye Air Force One-fly med den bemaling, som Trump ønsker. Nu lyder det dog, at den amerikanske præsident kan få sit ønske opfyldt.
I det ovale værelse står en model af det Boeing 747-fly, som efter en kraftig modificering vil bære navnet VC-25B og mere berømt Air Force One, når den amerikanske præsident er ombord. Modellen viser bemalingen, som Donald Trump ønsker, at den skal blive.
Ikke med den kendte, lyseblå bemaling, som Raymond Loewy designede baseret på ønsker fra præsident John F. Kennedy, men med en ny bemaling, som Trump selv har valgt i rød, hvid, guld og mørkeblå.
Og det bliver netop den bemaling, der kommer til at pryde de nye Air Force One-fly, når de går på vingerne. Det oplyser en embedsmand fra det amerikanske luftvåben til CNN.
Farverne blev første gang foreslået under Trumps første embedsperiode, men Biden-administrationen ændrede det til det traditionelle Loewy-design, blot med en smule mørkere farve.
Har før afvist designet
Det er ifølge CNN tidligere blevet spekuleret i, hvorvidt det nye design skyldes, at Trump ønsker, at Air Force One skal have de samme farver som Trumps private Boeing 757.
I 2022, mens Biden var præsident, afviste det amerikanske flyvevåben ellers bemalingen, som Trump ønskede, med henvisning til omkostnings- og tekniske årsager.
“Yderligere analyser konkluderede, at mørkere farver – blandt andre faktorer – på undersiden af VC-25B-flyet kunne bidrage til temperaturer, der overstiger de nuværende kvalifikationsgrænser for et mindre antal komponenter,” udtalte en talsperson dengang.
Fly bærer allerede Trump-bemaling
Det er ikke kun det nye Air Force One, som kommer til at bære bemalingen, som Trump ønsker. Et Boeing 737-fly fra Homeland Security fik sidste år en lignende bemaling.
Fra det amerikanske luftvåben lyder det, at det bliver tre VC-25B-fly, som kommer til at bære den nye bemaling. Det inkluderer den Boeing 747-8, som Qatar har givet Trump som en gave. Netop det fly kan allerede være i luften til sommer, har det amerikanske luftvåben tidligere oplyst.
Et Boeing 757-fly, som i det amerikanske militær hedder C-32A, og særligt bruges til at transportere den amerikanske vicepræsident, er også blevet spottet med den nye bemaling, og til CNN har en talsperson fra det amerikanske flyvevåben oplyst, at man forventer, at det første C-32-fly med bemalingen vil blive leveret i løbet af det næste par måneder.
Relaterede artikler.
Ekstra Air Force One kan være klar til sommer

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart



