Fly fra Flair Airlines. (Foto: Flair Airlines | PR)

Canadisk lavprisflyselskab får adgang til Europa

Et canadisk lavprisselskab har fået tilladelse til at operere til Europa. Selskabet har i dag en enhedsflåde bestående af 737’ere og har ikke oversøiske flyvninger.

Det canadiske lavprisflyselskab Flair Airlines har fået tilladelse fra det canadiske transportagentur (Canadian Transportation Agency, CTA) til at gennemføre ruteflyvninger til Storbritannien og Europa. Det skriver Travel Week.

Konkret har CTA udstedt to separate afgørelser, som giver Flair tilladelse til at udføre internationale ruteflyvninger med store fly i overensstemmelse med en aftale mellem Canadas regering og Den Europæiske Union samt en aftale med Storbritannien.

Det fremgår ikke, hvorvidt “store fly” betyder widebody-fly. For nuværende råder selskabet over en enhedsflåde, som udelukkende består af 20 Boeing 737’ere. Det drejer sig om to Boeing 737-800’ere og 18 eksemplarer af Boeing 737 MAX 8.

Er i gang med ekspansion
Pax News påpeger, at Flair ikke på nuværende tidspunkt har annonceret nogen transatlantiske ruter, og at en tilladelse fra CTA ikke siger noget om, hvilke lufthavne som bliver tilføjet til netværket, eller hvornår der er eventuel trafikstart.

I øjeblikket betjener man destinationer i Canada, USA, Mexico, Jamaica og Den Dominikanske Republik. Men Flair Airlines og selskabets nye rejsearrangør, Flair Vacations, er inde i en periode, hvor man er i gang med en kraftig ekspansion.

Har lanceret nye destinationer for nylig
Flair Vacations har i september lanceret sit første program, som omfatter afgange fra fem canadiske lufthavne til fem destinationer i Mexico, Jamaica og Den Dominikanske Republik.

Flair er samtidig blevet tilgængelig via bookingplatformen SIREV, hvor rejsebureauer kan opnå en provision på syv procent af grundprisen på alle kvalificerede flybilletter, der bookes gennem SIREV frem til den 31. december 2026.

Flair Airlines har for nuværende i alt 24 destinationer i trafikprogrammet i Nordamerika og Caribien. Man har også for nylig sikret sig et lån på 76 millioner canadiske dollars (357 millioner kroner) fra den canadiske regerings Canada Enterprise Emergency Funding Corporation (CEEFC) for at kunne stå imod den kraftige stigning i brændstofpriser. Samme typer lån har Air Transat og Porter Airlines også modtaget.

 

Relaterede artikler:

Southwest overvejer Boeing 787 til Europa

Canadiske lavprisflyselskaber i offensiven

Southwest bekræfter overvejelser om Europa-ruter