- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

A321 tæt på katastrofe med forurenet brændstof

En Airbus A321 fra Titan Airways var i februar sidste år tæt på en katastrofe i London. En tekniker havde kommet for meget kemikalie i tanken, og flyet måtte nødlande med halv motorkraft.

Det var ved at gå helt galt 26. februar 2020, da en Airbus A321-200 fra Titan Airways lettede fra London Gatwick.

Flyet fra det britiske charterflyselskab skulle udføre en positioneringsflyvning fra Gatwick til London Stansted, da der allerede kort efter starten opstod store problemer. Den 28-årige kaptajn bemærkede, at venstre motor begyndte at hakke allerede i en højde af 500 fod (150 meter, red.). Kort efter meddelte kabinebesætningen til kaptajnen, at der stor flammer ud bag fra motoren. Det skriver The Aviation Herald.

Blot 47 sekunder efter starten udsendte kaptajnen et ”mayday”, mens hans slog autopiloten fra. Da han drejede flyet tilbage mod Gatwick, opdagede han, at der også var problemer med højre motor. Indikationer viste, at motoren var ved at stalle og dermed tæt på at sætte ud.

Stigningen blev stoppet i cirka 4.500 fod (1.370 meter, red.), og kaptajnen formåede at stabilisere begge motorer ved kun at bruge dem på halv kraft. På trods af de store motorproblemer nødlandede flyet sikkert igen i London Gatwick efter kun 11 minutter i luften. Forløbet – og årsagerne til hændelsen – er blevet offentliggjort i en endelig rapport fra den britiske havarikommission, AAIB.

Fyldte 38 gange for meget kemikalie på tankene
Rapporten AAIB kategoriserede det som en ”alvorlig hændelse”, og hændelsen er efterfølgende blevet undersøgt til bunds. Rapporten konkluderer, at hændelsen opstod som følge af forurenede motorer.

Efterforskerne fandt, at teknikeren havde tilføjet 38 gange for meget Kathon-biocid, der er et antibakterielt kemikalie, i brændstoftankene før flyvningen. Den alvorlige fejl bundede i, at vedkommende havde misforstået udtrykket ’ppm’, der betyder ’parts per million’.

Teknikeren havde engelsk som andetsprog, og udtrykket fik ham til at tvivle på, hvor meget kemikalie der skulle i tanken. Han endte med at fylde 30 kilo i hver vingetank, hvor der ellers kun skulle have været 0,8 kilo i hver.

Den alt for store biocid-mængde resulterede i, at brændstoffet blev forurenet, og kemikaliet var således årsag til det delvise svigt i de to flymotorer.

Rapporten konkluderer, at katastrofen med et potentielt styrtet fly blev afværget, da det fløj uden passagerer og med kun syv besætningsmedlemmer. Og dermed var langt lettere, end hvis alle sæder i kabinen var fyldt op. Herudover var et stille luftrum og klare vejrmæssige forhold med til at hindre en fatal udgang på hændelsen.

Piloter roses for hurtig handling
De to piloter på Titan Airways-flyet, der havde registrering G-POWN, roses i rapporten for at have handlet hurtigt og nøjagtigt ved returneringen til London Gatwick – med to motorer på kun halv kraft. Og dermed afværge katastrofen over den britiske hovedstad.

I rapporten bliver det desuden noteret, at piloterne ikke havde tilstrækkelig med tid til at overveje at slukke venstre motor, før højre motor begyndte at stalle. Og derfor endte piloterne med at kunne bruge kraft fra begge motorer i forbindelse med nødlandingen på Gatwicks bane 26L.

’Havde forholdene været mindre gunstige, kunne motorernes og flyets ydeevne have været utilstrækkelig til at opretholde en sikker flyvevej – muligvis ved overflyvning af de bebyggede områder nær Gatwick Airport,’ lyder det i rapporten fra den britiske havarikommission.

Efter hændelsen kom efterforskerne med sikkerhedsanbefalinger i forhold til brugen af biocider. Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, EASA, blev opfordret til at klassificere brugen af biocidadditiver som en ’kritisk vedligeholdelsesopgave’ – og indføre strenge regler og procedurer omkring brugen af disse.

 

Relaterede artikler:

Titan Airways fløj Chelsea FC til København

A380-motorhavari kunne være endt i katastrofe

Fabriksnyt Airbus-fly fik motorhavari