- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

A340 fra Hi Fly lækkede brændstof under landing

En Airbus A340 fra Hi Fly var af sted på en flyvning for Norwegian, da det måtte sikkerhedslande i Orlando. Under landingen lækkede flyet brændstof.

Norwegians rute mellem Orlando i den amerikanske delstat Florida og London Gatwick bliver i øjeblikket opereret af en wetleaset Airbus A340-300 fra det portugisiske leasingselskab Hi Fly.

I lørdags var A340-flyet, der har registrering 9H-SUN, af sted på den sædvanlige rute DI7058. Flyet befandt sig i 35.000 fods højde (10.670 meter, red.) cirka 500 nautiske mil (926 kilometer, red.) nordøst for Orlando International Airport, da piloterne besluttede at vende retur til lufthavnen som følge af en hydraulisk fejl. Det skriver Aviation Herald.

Før landingen dumpede flyet brændstof over Atlanterhavet, inden det landede omkring tre timer og 15 minutter efter afgang. Det viste sig imidlertid, at flyet stadig lækkede brændstof under selve landingen – i større eller mindre grad – hvilket naturligvis ikke er sædvane ved landinger.

Passagererne, der alle skal være sluppet uskadte, måtte vente i flyet i en time efter landing, alt imens det lækkede brændstof på landingsbane og taxaveje blev fjernet. Både bane 36L og 36R i Orlandos lufthavn blev lukket i en rum tid efter landingen.

Airbus A340-300-flyet med registrering 9H-SUN fra Hi Fly. Foto: Habib M’henni

Endnu ingen årsag til brændstoflæk
Der har efter sikkerhedslandingen været spekuleret i, om piloterne decideret glemte at lukke for brændstofhanen før landing, eller om den silende brændstof skyldtes en rest. Brændstoflækket under landingen kan også skyldes, at piloterne af tekniske årsager har været ude af stand til at lukke for brændstofhanen. Der foreligger endnu ingen officiel årsag til brændstoflækket.

Hi Fly-flyet, der altså fløj på vegne af Norwegian, var sat til afgang klokken 17.05 lokal tid fra Orlando, men det kom først i luften klokken 18.51.

Det amerikanske lokalmedie Orlando Sentinel har rapporteret, at de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, i øjeblikket undersøger hændelsen. Avisen skriver desuden, at embedsmænd i Orlando-lufthavnen er i gang med at vurdere, hvor store omkostninger der var forbundet med at rydde op på landingsbane og taxaveje efter brændstoflækket.

A340’eren fra Hi Fly har siden slutningen af april opereret syv gange om ugen mellem Orlando og London på vegne af Norwegian. Det norske lavprisflyselskab har fortsat sine groundede Boeing 737 MAX ude af drift, ligesom selskabet også løbende har Boeing 787 Dreamlinere til motortjek. Norwegian har derfor været nødt til at wetlease langdistancefly fra flere leasingselskaber for at kunne opfylde det igangværende sommertrafikprogram.

Relaterede artikler:

Fire selskaber flyver langruter for Norwegian

Norwegian brugte 400 mio. kroner på vikarfly

Hi Fly: 100 fly inden for 10 år

Norwegian fortsætter wetlease af langdistancefly

Kinesisk leasingselskab kommer Norwegian til undsætning