Rolls-Royce motorproblemerne på Dreamliner-flyene betyder, at Norwegian fortsat må wetlease tre langdistancefly i vintertrafikprogrammet.
Norwegian har i sommeren 2018 haft en hæderlig afvikling af trafikken sammenlignet med de to foregående år, hvor hyppige forsinkelser og aflysninger ramte det norske lavprisflyselskab.
Noget uforskyldt blev Norwegian alligevel i denne sommer tvunget til at wetlease langdistancefly fra fire forskellige flyselskaber, da nogle af Rolls-Royce motorerne på selskabets Boeing 787 Dreamliner-fly skulle igennem en ekstraordinær opgradering, som det er tilfældet hos alle de flyselskaber, der har særlige varianter af Rolls-Royce Trent 1000-motoren påmonteret.
Derfor kunne man i løbet af sommeren hos Norwegian opleve fly af typerne Airbus A330, A340 og A380 samt Boeing 747 og 777 udover selskabets egne Boeing 787-8 og 787-9 Dreamlinere.
Vikarselskaberne har været spanske Privilege Style og Wamos Air samt portugisiske Hifly og EuroAtlantic.
Tre langdistancefly i vintertrafikprogrammet
Problemerne er dog endnu ikke forbi for Norwegian. Det bliver også i vintertrafikprogrammet nødvendigt at tage wetleasede langdistancefly ind i operationen. Fra den 28. oktober og frem til den 10. januar næste år har Norwegian således wetleaset tre fly.
Fra London Gatwick Airport skal Wamos Air fortsat flyve til Fort Lauderdale med en Airbus A330-200, og fra Paris-Orly bliver det en Boeing 777-200ER fra EuroAtlantic, der skal erstatte 787-9 Dreamlineren seks gange om ugen til Newark.
Til Newark fra Rom-Fiumicino bliver det også et vikarfly, der skal betjene ruten frem til den 10. januar. Her er det Privilege Style med en Boeing 777-200ER, der skal operere med seks ugentlige afgange i stedet for Norwegians egen 787-9 Dreamliner.
A330´eren til Fort Lauderdale har plads til 327 passagerer, hvoraf 20 sæder er i en særlig Business Class-sektion, hvor Premium-passagererne ventes at blive placeret. De to Boeing 777´ere på Newark-ruten er indrettet med 324 sæder fra Paris-Orly og 312 sæder fra Rom. Her vil der være plads til henholdsvis 24 og 30 passagerer i Business Class-sektionen.
Relaterede artikler:
Norwegian indsætter A380 til New York
Norwegian indsætter Boeing 747 til New York
Norwegian med A340 fra Barcelona og Paris