Kaunas Airport. (Foto: Grobuonis)

Aalborg Lufthavn får sin tredje Ryanair-rute

Ryanair vil fra den 1. november flyve direkte fra Aalborg Lufthavn til Kaunas, der er næststørste by i Litauen. Dermed kommer Ryanair op på tre ruter fra den nordjyske lufthavn.

Ryanair fortsætter sit erobringstogt i det vestdanske marked. I det kommende vintertrafikprogram vil det irske lavprisflyselskab tilbyde op imod 40 ruter fra tre vestdanske lufthavne, og her er Aalborg Lufthavn også en del af det.

Fredag kunne Ryanair annoncere en ny rute fra Aalborg til Kaunas, der er en by på størrelse med Aarhus og den næststørste by i Litauen efter hovedstaden Vilnius.

Ryanair vil flyve to gange om ugen på fredage og mandage, og det kommer til at ske med en Boeing 737 opereret af Buzz, der er et polsk flyselskab i Ryanair-koncernen.

Flyet afgår om fredagen kl. 19.55 fra Kaunas Airport med ankomst i Aalborg Lufthavn kl. 20.35. Herefter vender flyet på 25 minutter og returnerer mod Litauen kl. 21.00 for at være fremme kl. 23.40 lokal tid. På mandage flyves der allerede kl. 18.15 fra Kaunas med planlagt ankomst i Aalborg kl. 18.55. Afgangen fra Aalborg foregår kl. 19.20, og dermed vil flyet ankomme i lufthavnen i Kaunas kl. 22.00.

En spændende kulturdestination
I Aalborg Lufthavn glæder man sig til at kunne sætte Kaunas på lufthavnens rutekort.

“Kaunas er en spændende kulturdestination tæt på hovedstaden Vilnius og appellerer til mange forskellige målgrupper – alt fra unge citybreakere til historieinteresserede, der ønsker nye og spændende rejseoplevelser.

Det er en storby, der sagtens kan måle sig med nogle af de større og mere velkendte byer som London, Amsterdam og Málaga, og så får man bare rigtig meget ferie for pengene” siger administrerende direktør Niels Hemmingsen fra Aalborg Lufthavn.

I forvejen flyver Ryanair til London Stansted Airport, og den 28. oktober vil der også blive åbnet en rute til Stockholm-Arlanda i forbindelse med Ryanairs baseetablering i den svenske hovedstadslufthavn.

Sponsoreret link:
Rejser du ofte fra Aalborg Lufthavn? – Og vil du sammenligne priser på rejser fra Aalborg? På Travelmarket.dk finder du både rejser og afbudsrejser fra Aalborg Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Aalborg Lufthavn tror på mere lavpris

“Der er også plads til SAS”

Ryanair debuterede i Aalborg Lufthavn