Forpladsen i Aalborg Lufthavn. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Aalborg Lufthavn haler ind på Billund

Billund Lufthavn har i årets fire første måneder haft en passagerfremgang på blot 0,4 procent. I Aalborg Lufthavn har man derimod haft en pæn vækst på 6,4 procent i samme periode.

Det bliver mere og mere tydeligt, at lufthavnsslaget om Jylland kommer til at stå mellem lufthavnene i Billund og Aalborg. Mens Aarhus Lufthavn kæmper med faldende passagertal, fortsætter de to internationale lufthavne i hver sin ende af Jylland på vækstsporet.

Aarhus Lufthavn kom ud af de første fire måneder med et passagertab på 8.826 fra 131.995 til 123.168, hvilket svarer til et fald på 6,7 procent. Dermed fortsætter trenden, og udfordringerne hober sig op for lufthavnsdirektør Peter Høgsberg og hans nye borgmester-bestyrelse.

I første omgang er det Aalborg Lufthavn, der er kommet bedste fra start i 2014. I årets fire første måneder. Her landede man på 429.973 passagerer gennem en vækst på 6,4 procent svarede til 25.872 flere passagerer. Dermed halede man omkring 22.000 passagerer ind på den sydlige konkurrent i Billund.

Der var samlet en svag fremgang i indenrigstrafikken på 0,7 procent til i alt 284.086 i årets fire første måneder. Udenrigsruterne voksede med 17,5 procent til 92.464, mens chartertrafikken vækstede med 8,9 procent til 43.590 passagerer.

At det er muligt at hale ind på Billund skyldes blandt andet, at den nordjyske lufthavn er hårdt eksponeret mod det nordjyske erhvervsrejsemarked, hvor der er størst aktivitet uden for den absolutte højsæson fra juni til og med august, mens Billund har størst aktivitet i sommermånederne.

Men Aalborg Lufthavn kigger også hen imod sommeren.

“Chartertrafikken er så småt ved at starte op, og en travel sæson venter forude. Højeste antal udbudte sæder nogensinde og samlet set det største antal feriemål nogensinde, man kan rejse direkte fra Aalborg Lufthavn. I maj åbnes der til Samos og Costa del Almeria, mens Kos, Nice og Split følger i henholdsvis juni og juli blot for at nævne nogle af de mange nyheder i den kommende sommer,“ siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn.

Venter på sommerens chartertrafik
I Billund Lufthavn er det den omvendte situation af Aalborg. Den syddanske lufthavn er en udpræget “sommerlufthavn“, hvor der er relativt flere passagerer i det syv måneder lange sommertrafikprogram, blandt andet på grund af de mange Ryanair-ruter fra basen i Billund, men også fordi Billund Lufthavn traditionelt har været og stadig er jydernes foretrukne charterlufthavn.

Derfor er væksten i årets første fire måneder relativt begrænset i Billund Lufthavn. Der rejste 756.189 passagerer gennem terminalen mod 752.935 året før. Det er således blot en vækst på 3.254 passagerer svarende til 0,4 procent.

Væksten i indenrigs- og udenrigstrafikken har været ganske pæn, men det er tilbagegangen i chartertrafikken, der sluger væksten fra de andre segmenter. Der var 5.291 færre charterpassagerer i forhold til samme periode året før.

Det skyldes blandt andet de mange aflyste Egypten-flyvninger på grund af den politiske ustabilitet i landet, men også i stigende grad, at lufthavnen i Aalborg formår at tiltrække passagerer fra det vigtige område omkring Aarhus, hvor man kan vælge at køre enten nordpå eller sydpå, når man skal på charterferie.

Billund Lufthavn vælger dog at kigge fremad og lægge de første fire måneder bag sig.

“De næste måneder vil der være mange charterpassagerer i lufthavnen. En periode, der har sin helt egen og gode stemning i lufthavnen. I denne sommer introducerer Falk Lauritsen staten Montenegro som ny destination. Balkanlandene har tidligere været meget populære hos danske ferierejsende, og man kan håbe på, at der igen er ved at komme gang i denne del af Europa som feriedestination,“ siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen i en kommentar til trafiktallene.