Chicago O'Hare International Airport. (Foto: Chicago O'Hare International Airport | Facebook.com | PR)

Advarer: Kan føre til fyrede flyveledere

Den føderale stats nedlukning i USA er noget, som sætter spor i den amerikanske luftfart, hvor flyvelederne ikke modtager løn. Nu advarer landets transportminister om, at det kan føre til fyringer, hvis flyveledere bliver hjemme fra arbejdet.

Siden den 1. oktober har den føderale stat i USA lukket ned for store dele af sine funktioner, fordi Republikanerne og Demokraterne ikke er nået til enighed om en budgetaftale.

Det har betydet, at funktioner, som anses som ”ikke-essentielle”, har været lukket ned siden da. Her har flytrafikken dog ikke været inkluderet, da 13.227 flyveledere i USA er klassificeret som essentielle medarbejdere.

De får dog ingen løn for deres arbejde, så længe der ikke er fundet penge i statsfinanserne til at finansiere deres arbejde, og det har skabt store problemer for flytrafikken, hvor 3.300 flyvninger var forsinkede torsdag alene.

Nu skruer den amerikanske transportminister, Sean Duffy, bissen på. Fra ham lyder det nemlig, at flyveledere, som ikke møder op på arbejde flere gange, kan se frem til en fyreseddel. Det skriver Reuters.

”Hvis vi har en vedvarende lille gruppe af flyveledere, der ikke møder på arbejde, og de er problembørnene, hvis vi har nogle ansatte, som ikke er så engagerede, som vi har brug for, så vil vi afskedige dem. Jeg kan ikke have folk, der ikke møder op på arbejde,” siger Duffy således til Fox Business’ Varney & Co.

Har ført til mere end 20.000 forsinkelser
De amerikanske luftfartsmyndigheder FAA meddelte torsdag, at man oplevede problemer med bemandingen for fjerde dag i træk på lokationer som Indianapolis, Philadelphia, Chicago, Washington, Roanoke og Central Florida.

Siden mandag i denne uge har der været 21.000 forsinkelser i USA, hvoraf torsdag alene så 6.300 forsinkelser, og tusinder af disse forsinkelser skyldes altså, at flyveledere ikke er mødt op på deres arbejde.

United Airlines og Delta havde hver 500 forsinkelser, hvilket svarer til 15 procent af deres flyvninger, mens American Airlines måtte sande, at det kvarte af alle selskabets flyvninger, nemlig 850, var med forsinkelser. Southwest havde 1.300 forsinkelser, hvilket svarer til 30 procent af torsdagens flyvninger.

Roser de fremmødte
Mens Sean Duffy advarer om, at der kan være fyringer i vente for de flyveledere, som ikke dukker op, så roser den amerikanske transportminister også de 90 til 95 procent af flyvelederne, som stadig sidder i kontroltårnene, selvom de ikke får deres løn.

”Det er en lille brøkdel af folk, der ikke møder på arbejde, som kan skabe en enorm forstyrrelse, og det er det, du ser brede sig på himlen i dag,” siger Duffy.

Fra fagforeningen National Air Traffic Controllers Association lyder det, at man har procedurer for at håndtere medlemmer, som misbruger sygemeldinger. Samtidig lyder det, at man har opfordret sine medlemmer til at fortsætte arbejdet. FAA mangler i forvejen 3.500 flyveledere.

Koster rejsebranchen milliarder
Den amerikanske regeringsnedlukning har kostet den amerikanske rejsebranche mange penge. Erhvervsorganisationen U.S. Travel Association har estimeret, at 1 milliard dollars – rundt regnet 6,5 milliarder kroner – er gået tabt i omsætning på de 10 dage, som nedlukningen har varet.

Det er særligt forretningsrejser, som er ramt, og det er ikke kun flyforsinkelserne, som forstyrrer, fortæller U.S. Travel Associations administrerende direktør, Geoff Freeman. Også i grænsekontrollen er der problemer.

”Denne nedlukning forvolder reel, uoprettelig skade. Rejsende står over for længere køer i grænsekontrollen og flyforsinkelser. Lufthavne reducerer antallet af flyvninger, og vi har set hele kontroltårne gå i sort. Jo længere dette står på, desto værre bliver kædereaktionen af skader – for lokalsamfund, for små virksomheder og for landet som helhed. Kongressen må handle nu og genåbne regeringen,” siger han ifølge Business Travel News.

Finder penge til fjerntliggende ruter
En del af luftfarten, som ikke er blevet ramt så hårdt af nedlukningen, er the Essential Air Service (EAS, red.), som finansierer, at flyselskaber kan drive ruter til tyndt befolkede egne i USA, som ellers ikke ville kunne drives kommercielt.

Her har det amerikanske transportministerium nemlig sikret sig 41 millioner dollars – rundt regnet 265 millioner danske kroner – til at drive servicen, hvilket betyder, at den ikke bliver nødt til at lukke ned i starten af november.

Skulle bevillingen løbe ud, inden der nås til en enighed om finansiering i den amerikanske kongres, kommer kontrakterne med flyselskaberne, der driver EAS, til at udløbe, og udbetaling af refusioner vil stoppe, indtil finansieringen genoprettes.

Det er særligt Alaska, som er afhængig af EAS. Her lyder det fra Alaska Airlines, at man fortsat vil drive EAS-ruterne, også selvom finansieringen skulle forsvinde, skriver Business Travel News.

 

Relaterede artikler:

Havde den travleste dag for flytrafikken i 15 år

FAA: Selskaber skal evaluere evakueringsprocedurer

Flykaos på vej: Franske flyveledere vil igen strejke