- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Aer Lingus har modtaget første A321LR

Den første af otte Airbus A321LR er leveret til det irske flyselskab Aer Lingus. Flyet, der er på leasingkontrakt, er konfigureret med to klasser i kabinen.

Mandag fik Aer Lingus overdraget en helt ny Airbus A321LR som det første flyselskab i International Airlines Group (IAG), der også består af blandt andet British Airways og Iberia.

Det irske flyselskab har en ordre på i alt otte fly af typen. Det første fly er leaset fra Air Lease Corporation (ALC), og det bliver drevet af motorer af typen CFM International LEAP-1A.

Aer Lingus har valgt at indrette A321LR’eren med to klasser, hvor der er 16 sæder på Business Class og 168 sæder på Economy Class. Flyet vil blive sat ind på flyselskabets transatlantiske ruter til destinationer på den amerikanske østkyst.

A321LR er medlem af A320neo-familien, som der er lagt over 6.600 ordrer på fra over 100 kunder verden over. Flyet har en rækkevidde på op til 7.400 kilometer, og der er op til 30 procents brændstofbesparelse i forhold til fly fra tidligere generationer. A321LR er desuden det bredeste fly i verden med kun én midtergang.

Flåden hos Aer Lingus består udelukkende af fly fra Airbus. Selskabet råder over – foruden den nye A321LR – 34 Airbus A320-200, tre A321-200, fem A330-200 og otte A330-300. Herudover har Aer Lingus ordre på seks af den nye, ultra-langtrækkende A321XLR, der er en videreudvikling af A321LR.

TAP først i Europa
Det første flyselskab i Europa, der modtog en Airbus A321LR, var TAP Air Portugal. I begyndelsen af april fik Star Alliance-selskabet leveret den første af i alt 12 fly af denne type, og også disse fly skal blandt andet bruges på ruter mellem Europa og Nordamerika. I juni modtog TAP Air Portugal sin anden A321LR.

TAP Air Portugal har valgt at indrette sine A321LR-fly med tre klasser. På Business Class er der 16 sæder, på Premium Economy er der 48 sæder samt 107 sæder på Economy Class.

Også SAS vil blive operatør af A321LR i fremtiden. Flyselskabet underskrev i januar i år en leasingaftale på tre fly med Air Lease Corporation. Levering vil ske fra foråret 2020, og det første fly vil indgå i drift kort herefter. Flyselskabet afviser desuden ikke, at det senere vil konvertere ordrer på A320neo til flere A321LR.

SAS ønsker – ligesom TAP Air Portugal – at indrette de nye A321LR i en treklasses kabinekonfiguration. Det er dog endnu uvist, præcis hvor mange sæder der bliver i hver klasse.

 

Relaterede artikler:

Første A321LR til Star Alliance-selskab

SAS leaser A321LR til langdistanceruter

Mange gætterier om ruter og kabine for A321LR