- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Air France klar med nye langdistancekabiner

I denne uge er der premiere på Air Frances nye langdistancekabiner, som indtil videre rulles ud på flyvninger til tre destinationer. Inden udgangen af i år vil de blive gjort mere bredt tilgængelige.

I løbet af i år vil Air France opgradere produktet for de passagerer, der vælger Business Class på langdistance-flyvninger. Selskabet har offentliggjort planer om at installere nye kabiner på en række af de Boeing 777-300ER-fly, som flyselskabet har i flåden.

Det første fly af typen er blevet udstyret med den nye kabine, og fredag i denne uge får den debut på en oversøisk flyvning, når flyet letter fra Paris-Charles de Gaulle med kurs mod New York-JFK.  Herfra flyves der videre til Rio de Janeiro den 21. januar samt til Dakar i Senegal den 22. januar.

Disse destinationer bliver de første tre, hvor kunderne kan opleve den nye kabinetype på flyvninger i vintertrafikprogrammet, men Air France oplyser, at inden slutningen af 2023 vil alle selskabets langdistance-kabiner have fået installeret de nye sæder, ligesom hele flåden – med undtagelse af regionalfly – vil kunne tilbyde trådløst internet inden 2024.

Har fokuseret på at skabe privatliv
Det særlige ved de nye kabiner er, at sæderne har fået fornyet designet således, at de alle kan gøres flade og dermed omdannes til en seng, der får en længde på to meter. Derudover har man fokuseret på at gøre det nemt for passagererne at tilgå midtergangen.

Business Class-sæderne kan gøres flade og benyttes som seng. (Foto: Air France | PR)

Ifølge Air France har et af omdrejningspunkterne i udviklingsprocessen desuden været, hvordan man sikrer de rejsendes privatliv. Den udfordring er blevet løst ved at udstyre kabinerne med en skydedør, der kan skærme af for passagererne, såfremt de ønsker det.

I tillæg hertil får passagerer, der rejser sammen og har pladser på de sæder, som befinder sig i midten af kabinen, mulighed for at sænke et panel. Det dækker af for andre men sikrer, at de fortsat kan have glæde af hinandens selskab.

Sæderne har desuden en skærm på 17,3 tommer, der kan afspille film og lignende i 4K High Definition-opløsning, ligesom Business Class-passagererne får adgang til et par støjreducerende hovedtelefoner samt Bluetooth og flere forskellige stiktyper, der giver mulighed for opladning af smartphones, tablets og lignende.

Nye sæder på mellemklassen
Der bliver installeret 48 af de nye Business Class-sæder ombord på Boeing-flyene, der derudover vil have 48 pladser på Premium Economy. Mellemklassen får også en opgradering i og med, der installeres en ny sædetype, som hidtil har været benyttet ombord på selskabet Airbus A350-fly.

Disse sæder har 96 centimers benplads og bedre muligheder for at læne ryggen tilbage, lyder det. Flyene vil også være konfigureret med 273 Economy Class-sæder, hvor de rejsende vil have 79 centimeter til rådighed som benplads.

Air France fortæller desuden, at både Premium Economy- og Economy-passagererne får mulighed for at tilgå selskabets in-flight entertainment via en 13,3 tommer skærm, der – ligesom på den nye Business Class – kan afspille indholdet i 4K.


Relaterede artikler:

Air France øger fra Danmark

Genoptager kadetprogram for piloter

Air France vil flyve til 171 destinationer i vinter