Airbus A350 fra Air France. (Foto: Air France | PR)

Air France vil flyve til 171 destinationer i vinter

Nu har Air France løftet sløret for årets vintertrafikprogram, som byder på flyvninger til 171 forskellige destinationer, der både omfatter kendte, nye og genåbnede rejsemål.

I takt med at sommeren efterhånden er blevet til efterår, er Air France begyndt at gøre klar til en travl vinter, hvor flyselskabet vil flyve til i alt 171 destinationer, hele flåden vil være en del af driften og kapaciteten vil nærme sig samme niveau, som den havde i 2019.

Til vinter vil flyselskabet desuden lancere nye sæder på Business Class på de lange distancer. Sæderne kan ændres, så de bliver til en to meter lang seng, ligesom de er udstyret med en skydedør, der skal sikre passagerernes privatliv undervejs. De skal installeres på 12 Boeing 777-300 ER-fly.

Mange daglige flyvninger til USA
Selskabet oplyser, at det i løbet af vintertrafikprogrammet vil flyve langdistance til 86 destinationer. To gange ugentligt vil Air France flyve et Airbus A320 mellem Pointe-à-Pitre på Guadeloupe og Montreal i Canada. Flyvningerne går i gang den 22. oktober.

Den 12. december påbegynder Air France driften på en rute med direkte og daglige flyvninger mellem Paris-Charles de Gaulle og Newark Liberty International Airport i et Boeing 777-200 ER-fly. Det vil være i tillæg til den eksisterende rute mellem den franske hovedstadslufthavn og New York-JFK.

Denne rute har dagligt seks afgange med Air France, mens flyselskabets alliancepartner fra SkyTeam, Delta Air Lines, også foretager to flyvninger om dagen. Sommerruten mellem Paris-Charles de Gaulle og Dallas fastholdes i løbet af vinteren, hvor den vil få tre ugentlige flyvninger med et Boeing 777-200 ER.

Vender tilbage efter COVID-19
Den 30. oktober genåbner Air France ruten mellem Paris og Cape Town i Sydafrika, der har været lagt i dvale i løbet af COVID-19-pandemien. Den vil blive betjent med tre ugentlige flyvninger, ligesom der vil blive foretage syv ugentlige flyvninger til Johannesburg.

Efter at Japan igen har åbnet grænserne oven på pandemien, har Air France foretaget fem ugentlige flyvninger mellem Charles de Gaulle-lufthavnen og Tokyo-Haneda i et Boeing 787-9 Dreamliner-fly. Det fortsætter i løbet af vinteren, hvor flyselskabet også vil have op til fem ugentlige afgange fra Paris til Tokyo-Narita.

Genoptager rute fra sidste år
Air France oplyser, at selskabet i alt vil betjene 85 korte- og mellemlange ruter denne vinter. Den første lanceres den 30. oktober, hvor flyselskabet vil flyve mellem Paris-Orly og Casablanca. Denne rute vil blive fløjet en gang dagligt i et Airbus A320.

Hidtil har selskabet kun fløjet mellem Nice og London-Heathrow som led i sommertrafikprogrammet, men denne rute opgraderes nu således, at den vil blive betjent året rundt med en daglig flyvning, der ligeledes vil blive foretaget i et A320-fly.

I 2021 påbegyndte Air France flyvninger mellem Paris-Charles de Gaulle og Rovaniemi i Finland. Denne rute genoptages fra den 27. november i år og vil blive betjent med op til en daglig A320-flyvning i perioden omkring jul.

Nye destinationer og forlængede sommerflyvninger
Fire nye destinationer bliver en del af flyselskabets rutenetværk fra den 10. december. Det drejer sig om Kittilä og Tromsø, der hver især vil blive befløjet en gang om ugen i henholdsvis et A320- og A319-fly. Derudover vil der to gange om ugen blive fløjet til Innsbruck og en gang ugentligt til Salzburg med et Embraer 190.

Slutteligt forlænger Air France de flyvninger, der har været foretaget i løbet af sommeren mellem Paris-Orly og Tunis, Marseille og Algier samt fra Toulouse til Algier og Oran sådan, at disse også betjenes i årets vintertrafikprogram.


Relaterede artikler: 

Air France aflyser over halvdelen af flyvningerne

Air France atter til Newark efter næsten 11 års pause

Air France vil øge til Lapland