- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Air France-KLM leverer positivt driftsresultat

For første gang siden coronapandemiens start kan Air France-KLM præsentere et kvartalsresultat med overskud på driften. Flyselskabet landede et primært driftsresultat på næsten en milliard kroner.

Air France-KLM, der er en af de tre store europæiske luftfartskoncerner, har leveret gode resultater i årets tredje kvartal på basis af en passagerfremgang på hele 92,6 procent i forhold til samme kvartal året før.

Omsætningen nåede i kvartalet op på 4,6 milliarder euro, hvilket svarer til 34 milliarder kroner. Samtidig blev resultatet markant forbedret fra et stort underskud på 1.046 millioner euro til et overskud på 132 millioner euro, der rundt regnet svarer til en milliard danske kroner.

Dermed er optimismen vendt tilbage i den fransk-hollandske luftfartskoncern, inden man tager hul på vintersæsonen, der traditionelt er den svageste periode i flyselskabernes årscyklus.

“For første gang siden begyndelsen af ​​denne COVID-19-krise viser resultatet for tredje kvartal et positivt driftsresultat, som tilskynder os til at fortsætte vores indsats. COVID-19-krisen er dog ikke endnu forbi. Vigtige kontinenter som Asien forbliver hovedsageligt lukkede, og forretningsrejsemarkedet er langsomt ved at komme sig,” udtaler koncernchef Benjamin Smith.

16,9 millioner passagerer
Air France-KLM består først og fremmest af netværksselskaberne Air France og KLM, lavprisenheden Transavia samt cargo og vedligeholdelse.

Hos netværksselskaberne blev der i tredje kvartal transporteret næsten 12,7 millioner passagerer, mens Transavia-selskaberne i Holland og Frankrig nåede op på mere end 4,2 millioner rejsende. 

At efterspørgslen efter fritidsrejser har været stor, mens forretningsrejsemarkedet ikke er kommet ordenligt i gang endnu, kan også tydeligt aflæses på belægningen. Transavia nåede op på en belægning på 78,3 procent, hvilket var 14 procentpoint højere end i samme periode sidste år, mens netværksselskaberne havde en belægning å 64,8 procent, hvilket repræsenterede en stigning på 21,9 procentpoint.

Mellem 70 og 75 procent i fjerde kvartal
I forhold til fremtidsudsigterne har Air France-KLM noteret, at bookingerne til november og december er kommet meget hurtigt efter USA’s beslutning om at åbne grænserne for fuldt vaccinerede fra den 8. november, ligesom genåbningerne til Canada og Singapore og har været vigtige for luftfartskoncernen.

På den baggrund vil kapaciteten i fjerde kvartal af 2021 komme til at ligge et sted mellem 70 og 75 procent i forhold til 2019-niveauet. Air France-KLM ønsker dog ikke at give indikationer for 2022, da markedet stadig er for usikkert.

Ved udgangen af kvartalet havde Air France den 30. september 2021 adgang til 10,4 milliarder euro i kontanter og kreditfaciliteter, mens koncernens nettogæld er på 8,1 milliarder euro. 

Air France er gået i gang med næste skridt i rekapitaliseringen med henblik på at styrke balancen, hedder det i kvartalsmeddelelsen.

 

Relaterede artikler:

Air France-KLM mangler transatlantisk trafik

Frankrig øger indflydelsen i Air France-KLM

Air France-KLM vil skære yderligere 6.000 stillinger