Air France-KLM kom ud af 2021 med et gigantunderskud på 52,6 milliarder kroner. Personalestyrken er i 2020 blevet reduceret med 8.700 fuldtidsstillinger, og yderligere 6.000 skal skæres bort.
Årsregnskaberne fra de store europæiske flyselskaber lander i disse dage, og det er bestemt ikke opmuntrende læsning.
Torsdag kunne Air France-KLM afsløre et nettounderskud på 7.078 millioner euro, eller hvad der svarer til 52,6 milliarder kroner. Dermed tabte den fransk-hollandske luftfartskoncern næsten 144 millioner kroner om dagen i samtlige 366 dage i 2020.
Det store underskud er først og fremmest en konsekvens af COVID-19-pandemien og de mange rejserestriktioner, der har svækket efterspørgslen betydeligt, og selvom Air France og KLM har været blandt nogle af de flyselskaber, der har opretholdt et relativt stort trafikprogram, så måtte koncernen indkassere en tilbagegang på 67,3 procent til næsten 34,1 millioner passagerer.
Til gengæld faldt omsætningen “kun” med 59,2 procent til 11,1 milliarder euro (82,5 milliarder kroner), således at driftsresultatet blev et minus på mere end 4,5 milliarder euro, eller godt 33,8 milliarder kroner.
14.700 fuldtidsstillinger forsvinder
Det udfordrende år har kostet 8.700 fuldtidsstillinger, hvilket svarer til 10 procent af den samlede arbejdsstyrke i koncernselskaberne, der også omfatter lavprisenheden Transavia.
Men det er tilsyneladende ikke nok, for i de kommende år vil Air France-KLM reducere med yderligere 6.000 fuldtidsstillinger, hvilket er et af flere initiativer for at reducere enhedsomkostningerne, så konkurrencekraften kan bevares.
Det er hensigten, at enhedsomkostningerne skal være reduceret med otte til 10 procent, når trafikniveauet er tilbage på 2019-niveuaet.
Statsstøtte er afgørende
Air France-KLM lægger ikke skjul på, at 2020 har været et særdeles udfordrende år, og at det ville have været vanskeligt at klare sig uden den massive statsstøtte.
“Takket være den franske og hollandske statsstøtte og denne smidige måde at arbejde på, kunne vi drastisk reducere vores omkostninger, beskytte vores likviditet og fortsætte gennemførelsen af større transformationsplaner inden for vores flyselskaber, med en indsats fra alle medarbejdere. I de kommende måneder vil vi fortsætte med at styrke koncernen, forbedre dens økonomiske og miljømæssige præstationer, så Air France-KLM vil være i stand til fuldt ud at udnytte alle muligheder, når branchen begynder at komme sig,” udtaler koncernchef Benjamin Smith.
Selvom Air France-KLM i fjerde kvartal af 2020 brugte mere end 2,1 milliarder euro fra likviditetsbeholdningen, så havde koncernen ved udgangen af 2020 kontanter og kreditfaciliteter svarende til 9,8 milliarder euro, eller godt 73 milliarder kroner. Det rækker dog ikke længe med et første kvartal af 2021, der ser ud til at blive værre end kvartalet før. Derfor er der snart brug for flere penge fra de statslige medejere.
“Det er et spørgsmål om dage og uger, ikke måneder. Vi er ikke i en situation, som vi ikke kan se os ud af, og vi har stadig tid til at håndtere det. Der er ingen hastværk,” sagde koncernfinansdirektør, ifølge Bloomberg, ved torsdagens investorkonference.
Relaterede artikler:
KLM vil afskedige yderligere op til 1.000 ansatte