- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

AirBaltic overvejer at søge mere statsstøtte

Flyselskab airBaltic sikrede sig i begyndelsen af maj et direkte kapitalindskud på 250 millioner euro – svarende til 1,86 milliarder kroner – fra den lettiske stat for at redde sig gennem coronakrisen.

Dermed øgede staten sit ejerskab i det nationale flyselskab fra 80 procent til i dag over 96 procent af aktierne, mens den danske investor Lars Thuesen ejer de resterende knapt fire procent af airBaltic.

Det lettiske flyselskab kan imidlertid få brug for endnu mere økonomisk hjælp fra Letland. Det siger selskabets koncernchef Martins Gauss i et interview, som Letlands nationale radio- og tv-station LSM refererer.

Den anden bølge af COVID-19-pandemien har vist sig at være mere alvorlig end forventet, og hvis situationen ikke forbedres i løbet af foråret 2021, vil airBaltic henvende sig til regeringen i Letland og bede om yderligere støtte.

Kan blive nødt til at gå til regeringen
”Hvis mængderne begynder at vokse til foråret, og aktiviteten vender tilbage til normal i løbet af sommeren, tror vi ikke, at der bliver behov for en anden investering. Samtidig ser vi, at en række europæiske flyselskaber allerede anmoder om hjælp fra regeringer,” siger Martin Gauss.

”Hvis situationen forbliver uændret til foråret, og det bliver konkluderet, at COVID-19 ikke er forsvundet, bliver vi også nødt til at gå til regeringen,” siger airBaltic-topchefen.

Martin Gauss forklarer, at statsstøtten på 250 millioner euro er blevet brugt til at dække selskabets faste omkostninger forbundet med COVID-19-krisen samt til kompensation til cirka 700 medarbejdere, som er blev afskediget.

Koncernchefen lover, at der ikke vil komme yderligere afskedigelser indtil foråret, men at det kan blive nødvendigt at skære yderligere i personaleomkostningerne, hvis situationen ikke forbedres.

Forventet tab på op to milliarder kroner
AirBaltic gennemfører i øjeblikket godt 300 flyvninger om ugen og transporterer mellem 10.000 og 15.000 passagerer.

”Det er betydeligt mindre end i sommer. Vores indkomster i stand til at dække flyomkostningerne, men vi tjener ikke penge eller får dækket alle vores omkostninger,” siger Martin Gauss.

AirBaltic forventer i år et tab på 250-280 millioner euro (1,86-2,08 milliarder kroner), hvilket er i tråd med den aktuelle forretningsplan. ”Hvis der ikke sker noget uventet, og december ikke er værre end november, er det muligt,” siger Martin Gauss.

AirBaltic havde første halvår i 2020 et underskud på 184,8 millioner euro, hvilket svarer til 1,38 milliarder kroner.

 

Relaterede artikler:

Milliardunderskud i airBaltic

Op til 1,9 milliarder kroner til airBaltic

AirBaltic fortsætter imponerende vækstrejse