Airbus A220-300 (tidligere Bombardier CS300) fra airBaltic. (Foto: airBaltic/PR)

AirBaltic fortsætter imponerende vækstrejse

Efter rekordår med over fem millioner passagerer i 2019 fortsatte airBaltic med markant passagervækst på 19 procent i januar.

AirBaltic satte passagerrekord i 2019, da selskabet fløj med over fem millioner passagerer. Det var en fremgang på hele 22 procent i forhold til året før, og de imponerede vækstrater ser ud til at fortsætte i år.

Det lettiske flyselskab har netop fremlagt trafiktal for januar, hvor airBaltic fløj med 311.000 passagerer. Det svarer til en vækst på 19 procent i forhold til januar sidste år. Antallet af flyoperationer steg med tre procent, mens belægningen på flyene blev forbedret med syv procentpoint og selskabets punktlighed med otte procentpoint.

Vækst i baltiske hovedlufthavne
AirBaltic har de seneste år sat sig tungt på flyvninger fra ikke bare Letland, men hele Baltikum, og alene i sommeren 2019 etablerede selskabet ni nye ruter fra Tallinn i Estland og Vilnius i Lituaen.

AirBaltics fremmarch præger også trafiktallene fra de baltiske lufthavne. Lufthavnen i Riga i Letland, som er airBaltics hub, havde i januar over 524.000 passagerer, hvilket er en vækst på over 12 procent i forhold til samme måned året før.

Antallet af transferpassagerer, som primært kommer fra airBaltic-ruterne, steg i januar med 17 procent.

Sidste år satte lufthavnen i Riga rekord med over 7,8 millioner passager – svarende til en vækst på 10,5 procent i forhold til 2018.

AirBaltic stormer frem i Estland
Tallinn Lufthavn i nabolandet Estland havde i januar 213.000 passagerer, hvilket er en fremgang på 4,1 procent i forhold til januar sidste år. 45.000 af passagererne i januar fløj med airBaltic, hvilket var 37 procent flere end i samme måned året før.

Lufthavnen havde i alt 3,26 millioner passagerer sidste år, hvilket var ni procent flere end året før. AirBaltic var det største selskab i 2019 og fløj med 670.000 passagerer til og fra Tallinn – en vækst på 50 procent sammenlignet med året før.

Mere moderat vækst for Vilnius Lufthavn
I Vilnius Lufthavn er fremgangen mere moderat. Den litauiske hovedlufthavn havde i januar 344.000 passagerer, hvilket er knapt 1,5 procent flere end i januar sidste år.

I 2019 rundede lufthavnen for første gang fem millioner passagerer i løbet af et år efter en vækst på to procent i forhold til 2018.

 

Relaterede artikler:

AirBaltic øger til 16 ruter i Norden

AirBaltic henter 1,5 milliarder kroner til nye fly

AirBaltic vil firedoble omsætningen