- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Airbus erstatter Boeing hos Qantas

Flyselskabet Qantas har netop indgået en aftale på køb af to flytyper fra Airbus. Aftalen har potentiale til at blive den største flybestilling nogensinde i australsk luftfart.

Det er netop blevet officielt, at Qantas i fremtiden skal flyve med endnu flere fly fra den europæiske flyproducent Airbus. Flyselskabet vil over de næste ti år foretage en større modernisering af flåden, der i dag fortrinsvis består af fly fra Boeing.

Qantas’ flåde består lige nu af 135 fly. 92 af disse er af forskellige Boeing-typer. De resterende er fra Airbus. Nu har det australske flyselskab dog valgt, at det er flere forskellige flytyper fra A320neo- og A220-serierne, der skal definere fremtiden hos selskabet. 

I første omgang vil Qantas købe 40 nye Airbus-fly. Det drejer sig om 20 A321XLR samt 20 A220’ere. Den aftale forventes at blive færdiggjort i løbet af næste år. Flyselskabets bestyrelse skal dog først give en endelig godkendelse af beslutningen.

Største bestilling nogensinde
I tillæg til de første 40 fly har Qantas også sikret sig en aftale, der gør, at flyselskabet får mulighed for at erhverve yderligere 94 fly fra Airbus. De kan leveres i løbet af de kommende ti år, hvor Qantas planlægger at udfase flyene fra Boeing.

Qantas’ datterselskab Jetstar Airways har allerede en aftale med Airbus. Den går ud på, at lavprisflyselskabet skal modtage 100 A320neo fra producenten. Som led i den nye aftale bliver flyproducentens aftaler med Qantas og Jetstar slået sammen.

Detaljerne i denne aftale betyder, at Qantas-koncernen i løbet af det næste årti har mulighed for at erhverve sig i alt 299 Airbus-fly om nødvendigt. De nye fly kan bruges på flyvninger med Qantas, QantasLink samt Jetstar. Aftalen kan blive den største flyordre i Australiens luftfartshistorie.

Flere passagerer og mere fleksibilitet
Qantas fortæller i en pressemeddelelse, at der er flere grunde til, at flyselskabet i første omgang har valgt at satse på netop de to flytyper. Det skyldes blandt andet, at A321XLR-flyene har en optimal rækkevidde og mulighed for at transportere 15 procent flere passagerer end flyselskabets nuværende Boeing 737-800-fly. 

Ifølge Qantas gør det flytypen oplagt til at flyve på selskabets ruter mellem eksempelvis Melbourne, Sydney og Brisbane. Derudover tror Qantas også, at de ekstra langtrækkende fly vil gøre det muligt at flyve mellem nye byer. 

A220-flyene er blevet valgt, fordi de giver selskabet mere fleksibilitet, lyder det. Denne flytype kan indsættes på både indenrigsruter samt på flyvninger til andre steder i regionen omkring Australien. Samtidig kan flyene også bruges til at øge frekvensen på vigtige ruter, fortæller Qantas.


Relaterede artikler:

Qantas gør klar til comeback

Qantas ændrer ikonisk Kangaroo-rute

Qantas vil arrangere ”måneflyvning”