- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Airbus lancerer A220 i business jet-version

En helt ny business jet med navnet ACJ TwoTwenty er lanceret fra Airbus. Flyet har en rækkevidde på over 10.000 kilometer og har plads til 18 passagerer.

Segmentet for business jets har fået en helt ny flytype at vælge imellem, når der skal bestilles nyt.

Airbus Corporate Jets (ACJ) har løftet sløret for deres nye ACJ TwoTwenty business jet, der baserer sig på A220-100-passagermodellen. Den nye business jet skaber et helt nyt marked, ”The Xtra Large Bizjet”, som Airbus kalder det. Flyet imødekommer behovet for fleksible kabineindretninger.

”Vi er stolte over at udvide ACJ-produktet med lanceringen af ​​ACJ TwoTwenty. Flyet kombinerer interkontinental rækkevidde, uovertruffen personlig plads og komfort for alle passagerer. Denne nyeste teknologiplatform tilbyder enestående økonomi og pålidelighed. Baseret på sin overbevisende markedsappel ser vi lovende efterspørgsel på dette fly i det voksende business jet-marked,” siger Benoit Defforge, direktør for ACJ.

Allerede på førstedagen med salg af ACJ TwoTwenty solgte Airbus i alt seks fly. Luftfartsvirksomheden Comlux, der samarbejder med ACJ, har købt to fly til levering fra 2023, mens køberne af de resterende fire fly er anonyme.

Kan flyve fra London til Los Angeles
ACJ TwoTwenty er i stand til at bruge samme lufthavne og standpladser som konkurrerende business jets. Forskellen er, Airbus’ nye forretningsfly har tre gange så meget kabineplads med en tredjedel lavere driftsomkostninger. Flyet har et 50 procent lavere støjniveau end tidligere generationer, og brændstofforbruget er op til 25 procent lavere.

Der er WiFi på tværs af hele kabinen, og flyet har installeret nogle af de nyeste innovationer såsom såkaldte elektrokromatiske vinduer og LED-belysning.

ACJ TwoTwenty har en rækkevidde på hele 10.500 kilometer, eller hvad der svarer til over 12 timer i luften. Flyet vil dermed kunne flyve direkte fra eksempelvis London til Los Angeles.

Model af en ACJ TwoTwenty business jet fra Airbus. Foto: Airbus

Luksus til 18 personer
Comlux er valgt som eksklusiv partner til indretning af de første 15 fly. Virksomheden har mangeårig erfaring med at indrette business jets og har en ACJ-godkendt afdeling i den amerikanske storby Indianapolis. Comlux-medarbejderne samarbejder med Sylvain Mariat, der er chef for ACJs kreative design og en anerkendt person i branchen.

Han og Comlux-medarbejderne har 73 kvadratmeter gulvareal at slå sig løs på, når ACJ TwoTwenty-kabinerne skal indrettes. Kvadratmeterne er fordelt på seks store VIP-opholdsarealer, og der kan laves særlige indretninger alt efter kundernes behov.

I kabinerne er der typisk plads til 18 passagerer, der hver især vil have mulighed for at arbejde, spise og slappe af hver for sig eller i grupper. Alt sammen under sloganet ”Reimagine your place in the sky”.

Airbus Corporate Jets oplyser, at der i øjeblikket flyver over 200 business jets fra virksomheden rundt på alle kontinenter – inklusiv Antarktis.

 

Relaterede artikler:

Airbus sætter ny corporate-jet i produktion

Slut med rutefly til Angela Merkel

Boeing leverer første MAX business jet