Alsie Express ændrer intet efter DAT-exit

Når Alsie Express på fredag bliver alene på Sønderborg-København ruten, har selskabet ikke planer om at ændre i sit setup. Antallet af afgange og priserne forbliver det samme.

På fredag bliver Alsie Express alene på ruten Sønderborg-København. Efter blot én måneds konkurrence har DAT valgt at trække sig og overlade betjeningen af Danmarks mindste indenrigsrute til Alsie Express.

”Det er deres valg, at de har fundet noget andet, der kan give dem bedre indtægter end at flyve på ruten her,” siger administrerende direktør i Alsie Express, Henrik Therkelsen, til CHECK-IN.dk. Han påpeger, at DAT’s exit ikke ændrer på, hvordan Alsie Express vil betjene ruten.

”Vi har ikke i sinde at lave noget om, vi fortsætter med at levere det, som vi har leveret hidtil.”

Det betyder, at Alsie Express ikke vil ændre på hverken priskoncept eller frekvens. DAT’s exit betyder, at knap halvdelen af alle daglige afgange mellem Sønderborg og København forsvinder. DAT flyver fire gange dagligt på hverdage mod Alsie Express’ fem. I sommeren har begge selskaber dog reduceret til to daglige afgange hver.

Ingen interline-aftale på plads endnu
Kort efter at Alsie Express gik ind på Sønderborg-København ruten den 17. juni, kunne CHECK-IN.dk fortælle, at Alsie Express arbejder på at få de såkaldte interline-aftaler på plads. Interlining gør det muligt for passagererne at checke deres bagage ind hele vejen fra Sønderborg til slutdestinationen eller den anden vej.

En sådan aftale har DAT med SAS. Det skandinaviske flyselskab står for mere end 40 procent af trafikken ud af Københavns Lufthavn og står eksempelvis for en meget stor del af den oversøiske trafik. Men til trods herfor har SAS ikke hidtil været med i interline-overvejelserne hos Alsie Express.

Om situationen efter fredag vil ændre på dette, må tiden vise.

Hos Alsie Express har man endnu ikke løftet sløret for, hvilke to selskaber man er i dialog med, men Alsie Express har netop oplyst til CHECK-IN.dk, at man fortsat arbejder med forskellige parter om interlining.

”De to luftfartsselskaber vi forhandler med, er ikke de mest naturlige samarbejdspartnere. Men det gælder om at få hul på bylden. Når de første interline-aftaler er etableret, så vil flere forhåbentlig følge efter,” sagde direktør Henrik Therkelsen den 20. juni til CHECK-IN.dk.