- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Amerikansk flyselskab søger optagelse i oneworld

I sommeren 2021 bliver Alaska Airlines efter alt at dømme optaget i oneworld-alliancen. Selskabet vil skabe et stærkere internationalt vestkyst-netværk med et andet medlem, American Airlines.

Et nyt flyselskab er på vej til at blive optaget i luftfartsalliancen oneworld.

Alliancen meddeler, at Alaska Airlines har søgt om optagelse fra sommeren 2021. Det amerikanske flyselskab vil skabe et stærkere netværk på USAs vestkyst med American Airlines, som var med til at stifte oneworld i 1999.

Alaska Airlines og American Airlines udvider et eksisterende partnerskab for at skabe endnu flere internationale valgmuligheder for rejsende på den amerikanske vestkyst.

“Alaska har altid været stolt af at servicere Seattle – den by, vi kalder hjem. Vi er glade for at give vores gæster flere valg, bredere brug af loyalitetsfordele og problemfri globale rejser med American og oneworld,” siger Ben Minicucci, præsident for Alaska Airlines. Han suppleres af American Airlines.

”Alaska Airlines har været en fremragende partner i næsten 40 år, og vi er glade for sammen at kunne udvide det internationale netværk fra vestkysten. Ved at tilslutte Americans styrke i internationale langdistanceruter med Alaskas tilstedeværelse på vestkysten, skaber vi et bedre netværk for vores kunder, end hvad et enkelt flyselskab kan skabe alene,” siger Robert Isom, præsident for American Airlines.

Oneworld mister eneste sydamerikanske medlem
Det styrkede samarbejde mellem Alaska Airlines, der er USAs femtestørste flyselskab, og det Dallas-baserede American Airlines, USAs største selskab, vil således komme oneworld til gavn fra sommeren 2021.

Inden Alaska Airlines efter alt at dømme bliver optaget i oneworld, får alliancen dog et andet nyt medlen. Royal Air Maroc bliver nemlig optaget fra den 1. april 2020, og det bliver alliancens først fuldgyldige medlem fra det afrikanske kontinent. Det marokkanske flyselskab er desuden det første fuldgyldige medlem, der bliver optaget i oneworld siden 2014.

Mens oneworld får et nyt medlem, mister luftfartsalliancen til gengæld snart et andet. Den 1. maj 2020 forlader den sydamerikanske luftfartsgruppe LATAM Group Airlines alliancen. LATAM og Delta Air Lines indgik et samarbejde i efteråret 2019, og da det amerikanske selskab er medlem af SkyTeam-alliancen, kunne LATAM således ikke blive hos oneworld.

Oneworld har det seneste års tid arbejdet på en række projekter, der skal forbedre rejseoplevelsen på tværs af medlemsselskaberne. Alliancen har blandt andet afsløret planer for den første oneworld-brandet lounge, der vil åbne i Moskvas Domodedovo-lufthavn.

I øjeblikket består oneworld af American Airlines, British Airways, Cathay Pacific, Finnair, Iberia, Japan Airlines, LATAM, Malaysia Airlines, Qantas, Qatar Airways, Royal Jordanian, S7 Airlines og SriLankan Airlines, mens Fiji Airways er connect partner. Alliancen er verdens tredjestørste luftfartsalliance efter SkyTeam og Star Alliance.

 

Relaterede artikler:

LATAM forlader oneworld før tiden

Skuffelse i oneworld over LATAM-exit

Oneworld-alliancen får nyt medlem