Foto: DARPA

Amerikansk forsøg med robotter i cockpittet

Internettets opfindere laver forsøg med cockpit-robotter, der kan forstå mundtlige beskeder og erstatte styrmanden.

Folkene hos det amerikanske forsvars særlige udviklingsenhed, Defense Advanced Research Projects Agency (DARPA), er begyndt at se på mulighederne i at anvende robotter i cockpit i fly til at erstatte styrmanden.

I første omgang handler DARPA’s arbejde om at robotterne skal være med til at mindske arbejdsbyrden for piloter i militærfly. Men mange af de teknologier, som DARPA udvikler, ender med også at blive brugt i den civile verden. Det var således DARPA, der opfandt forgængeren til internettet, ARPANET.

Erstatte styrmanden
Militærfly såvel som kommercielle trafikfly får stadig flere automatiserede funktioner, der letter piloternes arbejdsbyrde og forbedre sikkerheden og minimere antallet af menneskelige fejl. Piloter i cockpittene på selv de mest automatiserede fly skal dog stadig lave en lang række rutineprægede opgaver og samtidig være klar til at gribe hurtigt og resolut ind, hvis der sker noget uventet. Noget, som ingen uddannelse kan forberede dem fuldt ud til.

Derfor eksperimenterer DARPA lige nu med det de kalder Labor In-Cockpit Automation System. Det er en robot, der skal erstatte styrmanden i højre sæde i cockpittet. Med sine robotarme tager den fat om blandt andet motorhåndtagene og flyenes joysticks og udfører en lang række af de mere rutineprægede arbejdsopgaver under flyvningen. Det sker på baggrund af data fra flyets instrumenter og computere samt input fra en række kameraer placeret i cockpittet.

Tanken er at der med robotter som styrmænd bliver brug for færre piloter i de amerikanske militærfly. Og at de tilbageværende piloter nemmere kan koncentrere sig om de kritiske situationer, hvor mennesket tager over fra robotten.

Modtage mundtlige beskeder
DARPA har testet robotterne i flere mindre fly. Næste skridt i arbejdet er at udstyre robotten med stemmegenkendelses-software. Det skal gøre den i stand til at modtage og reagere på mundtlige beskeder fra piloten på samme måde, som en styrmand af kød og blod gør det i dag.

Foruden robotter i cockpits, så arbejder de omkring 240 mænd og kvinder hos DARPA i øjeblikket blandt andet med at udvikle en jetpack, fjernstyrede insekter og ubemandede luftfartøjer, der kan lette fra almindelige fly.

 

 

Relaterede artikler:

Robot hjælper rejsende med flyskifte