- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Amerikansk gigant etablerer ACMI-selskab i Europa

Den amerikanske luftfartskoncern Mesa Air Group, der flyver på vegne af American og United, vil etablere et ACMI-selskab i Europa, der skal flyve for europæiske selskaber med CRJ 900-fly.

Regionale europæiske wetlease-operatører som Air Nostrum, CityJet og Xfly kan se frem til konkurrence, når den amerikanske luftfartsgigant Mesa Air Group Inc. i nær fremtid forventes at etablere sig i Europa.

Det Arizona-baserede flyselskab har indgået en aftale med Gramercy Associates Ltd. i London om at udvikle et europæisk baseret joint venture, hvor Mesa vil kunne få en ejerandel på maksimalt 49 procent.

Gramercy er en konsulentvirksomhed, der har rådgivet flyselskaber og luftfartsrelaterede virksomheder over hele verden og er ledet af Tony Davis, der er tidligere administrerende direktør hos Singapore-selskabet Tiger Airways og hos britiske bmibaby. Herudover er der også en tidligere rolle som driftsdirektør hos Irelandia Aviation Ltd.

De to parter vil gå i gang med at ansøge om en kommerciel driftstilladelse (AOC) i et EU-land til det nye selskab, der forventes at kunne få de første CRJ 900-fly på vingerne med passagerer og fragt i slutningen af 2021.

Råder over 160 fly
Mesa Air Group er en stor aktør i regional luftfart i USA. Selskabet flyver som kapacitetsudbyder for American Airlines, United Airlines og DHL med en flåde bestående af lidt flere end 160 fly.

Flåden fordeler sig på 76 Embraer E-175, 64 CRJ 900, 20 CRJ 700 samt tre Boeing 737 fragtfly.

Flyselskabet, der har base i Phoenix i Arizona, opererer på vegne af de store flyselskaber til 114 byer i 39 stater i USA samt til Bahamas, Canada og Mexico. Det er denne regionale forretningsmodel, som Mesa Air Group vil overføre til Europa.

“Vi er meget begejstrede over potentialet til at udvide vores regionale forretning i udlandet. Da Mesa fortsætter med at diversificere, ser vi frem til at arbejde sammen med Gramercy om denne nye europæiske satsning,” siger koncernchef Jonathan Ornstein fra Mesa Air Group i en pressemeddelelse.

Mesa Air Group forsøgte i begyndelsen af 2019 at overtage det nu konkursramte Flybe, men Connect Airways med flyselskabet Virgin Atlantic i spidsen løb af med sejren.

 

Relaterede artikler:

Flyselskab vil købe 200 lufttaxier

Flybe afviser amerikansk købstilbud