- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Arbejder for ny Asien-rute til Island

Da WOW air den 6. december sidste år åbnede en direkte rute mellem Reykjaviks internationale Keflavik-lufthavn direkte til New Delhi, vidste man allerede, at selskabet stod midt i en meget alvorlig og dyb finansiel krise. 

Ruten til New Delhi fik da også en ganske kort levetid, da sidste flyvning fandt sted den 19. januar 2019.

Men WOW air´s offensiv på det indiske subkontinent havde også smittet af på konkurrenten Icelandair, der også havde nået at annoncere, at selskabet overvejede ruter til enten New Delhi eller Mumbai. 

Nu har markedssituationen ændret sig, efter at det oprindelige WOW air ikke længere er i markedet, men alligevel forventer den islandske lufthavnsoperatør Isavia, der driver Keflavik International Airport, at Asien igen kommer på rutekortet.

“Det er kun et spørgsmål om tid, hvornår vi kan tilbyde direkte flyvninger mellem Island og Asien,” siger Sveinbjörn Indridason, koncernchef hos Isavia, til det islandske medie mbl.is.

Attraktive opstartsrabatter
Lufthavnsoperatøren arbejder på højtryk med at dække det passagertab, der er opstået i den internationale lufthavn ved Reykjavik siden konkursen i WOW air. I de første otte måneder af 2019 har Keflavik International Airport haft en tilbagegang på 23,5 procent, hvilket svarer til næsten 1,6 millioner passagerer.

I løbet af den seneste måneds tid har Isavia haft utallige møder med flyselskaber med forslag til opstart af nye ruter til vulkanøen i Nordatlanten, men det er en meget stor investering af starte interkontinentale flyvninger til Island. Derfor forsøger Isavia at stimulere interessen med attraktive ruteopstartsrabatter og andre incentives.

“Vi har opdateret vort incentive-program for at gøre det mere effektivt, hvis et flyselskab åbner en rute fra destinationer uden for Europa. WOW har dokumenteret, at disse markeder eksisterer, og det er ikke et spørgsmål om Icelandair eller et andet flyselskab griber muligheden. Det er vigtigt at få skabe flyforbindelsen,” forklarer Sveinbjörn Indridason, der har stærkt fokus på USA og Asien.

2,5 millioner færre passagerer
Isavia kom ud af årets seks første måneder med et underskud på 942 millioner islandske kroner, hvilket svarer til lidt mere end 50 millioner danske kroner. For hele 2019 er det forventningen, at der realiseres et mindre underskud.

Lige nu siger prognoserne, at der vil rejse 7,3 millioner passagerer gennem Keflavik International Airport i 2019 mod 9,8 millioner sidste år. Tilbagegangen har dog den fordel, at der er blevet færre køer i den ofte overfyldte lufthavn, hvorfor passagerne bruger flere penge i lufthavnen.

 

Relaterede artikler:

Islandske passagertal i frit fald efter WOW-konkurs

Skærer ned på Delhi-rute før opstart

Icelandair til Indien i 2019