- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Armenske flyselskaber på EU’s sorte liste

Seks armenske flyselskaber har fået forbud mod at flyve til EU. Det skyldes Armeniens mangelfulde tilsyn med flysikkerheden. I alt 96 flyselskaber er nu på EU’s ”sorte liste”.

Antallet af kommercielle flyselskaber i Armenien begrænser sig til seks selskaber, og de armenske flyselskaber betjener kun nogle få udenrigsruter. Men skulle et armensk flyselskab have planer om en ny rute til en destination inden for EU, må de tænke om igen.

EU-Kommissionen har netop opdateret sin ”sorte liste” over flyselskaber, som ikke har tilladelse til at flyve inden for EU, fordi de ikke opfylder internationale sikkerhedsstandarder. På den opdaterede liste er alle flyselskaber, der er certificeret i Armenien, tilføjet. Det er sket efter en vurdering af Armeniens evne til at føre tilsyn med sikkerheden i landets flyselskaber.

Kun en enkelt EU-rute
I øjeblikket er det eneste armenske flyselskab, der har en rute til et EU-land, Aircompany Armenia, som betjener en rute fra Armeniens hovedstad Jerevan til Lyon i Frankrig. Den rute bliver selskabet nu nødt til at opgive indtil videre.

”Beslutningen om at optage de armenske flyselskaber på EU’s luftfartssikkerhedsliste er taget på baggrund af en enstemmig udtalelse fra luftfartsudvalget. Kommissionen er med bistand fra EU’s luftfartssikkerhedsagentur (EASA) klar til at samarbejde med og investere i Armenien for at forbedre landets luftfartssikkerhed,” siger EU’s transportkommissær Adina Vălean.

Især afrikanske selskaber på listen
Den opdaterede ”sorte liste” tæller i alt 96 flyselskaber, hvoraf de fleste er fra lande i Afrika samt enkelte lande i Asien, Centralasien og Sydamerika.

90 af disse flyselskaber er på listen på grund af hjemlandets utilstrækkelige tilsyn med luftfartssikkerheden (det drejer sig i alt om 16 lande), mens seks individuelle selskaber fra andre lande har forbud mod at flyve inden for EU på grund af alvorlige sikkerhedsmangler.

På den opdaterede liste er der foruden flyselskaberne fra Armenien også tilføjet flyselskaber fra lande som Congo, Den Demokratiske Republik Congo, Kirgisistan, Libyen, Nepal og Sierra Leone, mens flyselskaber, der ikke længere findes, er fjernet fra listen.

Herudover er yderligere tre flyselskaber underlagt operationelle restriktioner og kan kun flyve til EU med specifikke flytyper.

 

Relaterede artikler:

Turkmenistan Airlines får EU-forbud

Iransk selskab ny på EU’s sorte liste

Færre flyselskaber på EU´s sorte liste