Airbus A340 fra Aseman Airlines, der er ny på EU's sorte liste. Foto: Shahram Sharifi / Wikimedia Commons.

Iransk selskab ny på EU’s sorte liste

Et iransk flyselskab er ny på EU-kommissionens sorte liste over selskaber med flyveforbud i Europa. En liste, der bliver kortere og kortere.

EU-Kommissionen har opdateret listen over flyselskaber, som har forbud mod at flyve til og fra Europa. Mange af selskaberne på listen kunne ikke finde på at gøre det og nogle har ingen gang fly, der kan flyve hele vejen fra hjemlandet til Europa.

Men listen fungerer som et godt pejlemærke for hvilke flyselskaber man for så vidt muligt skal undgå, hvis man eksempelvis skal flyve indenrigsflyvning i Iran, Nepal eller Indonesien.

Efter opdateringen indeholder listen 193 flyselskaber. For langt hovedpartens vedkommende, så bunder forbuddet i, at de nationale luftfartsmyndigheder i flyselskabernes hjemlande efter EU’s vurdering ikke fører tilstrækkeligt tilsyn med flyselskaberne. Det gør sig gældende for 190 selskaber fra 18 lande. I nogle lande er alle flyselskaber inkluderet i forbuddet, mens det i andre lande er skruet sådan sammen, at ganske få selskaber er undtaget.

I Indonesien er alle på nær syv selskaber omfattet af EU-forbuddet, mens alle flyselskaber i Nepal har forbud mod at flyve til Europa.

Tilføjet til listen
I Kasakhstan har de nationale luftfartsmyndigheder efter EU-Kommissionens vurdering forbedret deres tilsynsprocesser så meget, at alle landets flyselskaber er blevet fjernet fra listen.

Til gengæld er iranske Aseman Airlines blev tilføjet til listen. Sammen med Iraqi Airways og Blue Wing Airlines fra Surinam er Aseman Airlines på listen på grund af sikkerhedsproblemer internt i flyselskabet. Ikke fordi deres hjemlandes luftfartsmyndigheder ikke gør det godt nok.

Foruden de 193 selskaber med direkte forbud mod at flyve til og fra EU, så må seks flyselskaber ikke bruge udvalgte fly i deres flåder til at flyve til og fra EU. Det er Afrijet og Nouvelle Air Affaires fra Gabon, Air Koryo fra Nordkorea, Air Service Comorerne fra Comorerne, Iran Air fra Iran og TAAG Angola Airlines fra Angola, hvor EU-Kommissionen har udstedt forbud mod at anvende helt bestemte fly.

Hos Iran Air er det selskabets Fokker 100 og Boeing 747-fly, som kommissionen ikke vil se i Europa.

Klar til at hjælpe
Antallet af flyselskaber og lande på listen falder år for år. Således var 283 selskaber på listen i 2010 og siden sidste opdatering i juni i år er 23 selskaber kommet af listen. EU-kommissionen og det europæiske luftfartssikkerhedsagentur hjælper nemlig aktivt landene på listen med at forbedre sikkerheden.

”Jeg er glad for, at efter års arbejde og europæisk teknisk bistand, er vi i stand til at fjerne alle kasakhstanske flyselskaber fra listen. Det er også et positivt signal til de lande, der forbliver på listen. Det viser, at arbejde og samarbejde betaler sig. Kommissionen og det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur er klar til at hjælpe,” siger EU’s transportkommissær Violeta Bulc.

Hun peger på, at listen ikke bare bidrager til at opretholde et højt sikkerhedsniveau i EU. Det motiverer også landene på listen til at forbedre deres sikkerhedsniveau. Og endelig så motiverer det lande med mindre problemer med tilsynsvirksomheden til at gøre noget før landets flyselskaber havner på listen.

 

 

Relaterede artikler:

Færre flyselskaber på EU´s sorte liste

Irakere på EU’s sorte liste

Nemmere at finde sortlistede-selskaber