Arriva vil sænke prisen på København-Aalborg med en tredjedel

Hvis transportminister Hans Christian Schmidt (V) gør alvor af at åbne op for mere konkurrence på tog-strækningen mellem København og Aalborg, står Arriva med stor sandsynlighed klar til at presse billetpriserne ned med en tredjedel.

I dag koster en almindelig DSB voksenbillet inklusiv pladsbillet fra Københavns Hovedbanegård til Aalborg 409 kr. Og til trods for, at DSB forleden kunne fortælle, at det statsejede selskab udbyder flere billigbilletter i form af Orange-billetter end tidligere, er billetpriserne tilsyneladende ikke gunstige nok. I hvert fald ikke ifølge Arriva, der står klar til at byde ind som konkurrent på strækningen København-Aalborg, når transportminister Hans Christian Schmidt (V) formentligt senere på året vil presse DSB’s priser ned med en øget konkurrence på den nævnte strækning.

Arriva fortæller over for CHECK-IN.dk, at selskabet har planer om at sænke prisen på København-Aalborg med en tredjedel i forhold til DSB’s nuværende priser på en almindelig voksenbillet. Dette vil betyde, at en almindelig voksenbillet med pladsbillet i fremtiden kan købes for 273 kr., hvis Arriva kommer ind på strækningen.

”Grundlæggende er vi meget interesseret i at byde ind på strækningen, fordi København-Aalborg er vigtig for os at komme ind på, eftersom det er den mest rentable tog-strækning i landet. Prisen er et vigtigt konkurrenceparameter, og ifølge vores beregninger skal der skæres en tredjedel af billetprisen. Al erfaring viser, at konkurrence betyder prisfald og en stigende kvalitet. Så vi kaster os over det med stor interesse,” siger Martin Wex, der er pressechef for Arriva.

Hos DSB tror manikke på, at Arriva har mulighed for at sænke prisen med en tredjedel.

“Det er en billig omgang, Arriva er ude i her. Naturligvis kan DSB konkurrere med det – og det gør vi allerede i dag. Vi udbyder et hav af Orangebilletter og hareksempelvis mange Orange-billetter til 79 kroner mellem København og Aalborg hver måned. En tur, som studerende i øvrigt kan gøre for 49 kr. Hvis vi politisk kan få frihedsgrader til at differentiere vores priser og udbud yderligere, så er vi også klar til at sætte vores rabatpriser endnu længere ned. Men det er vigtigt at sige, at hverken vi eller Arriva kan tilbyde disse priser i myldretiden. Det ville betyde, at de tog, der i forvejen har mange passagerer i dag, så ville blive endnu mere fyldt – til stor gene for de mange daglige pendlere,” siger Mogens Jønck, DSB’s kommercielle direktør.

Det skal dog nævnes, at antallet af pladser for studerende til 49 kr. er stærkt begrænsede pr. afgang.

Det er endnu uvist, hvornår transportministeren vil åbne op for konkurrencen, men ifølge de foreløbige planer bliver det i slutningen af 2011. Målet er at skabe mere konkurrence på strækningen og udbyde en til to ekstra afgange i timen udført af en anden operatør, somf.eks. kunne blive Arriva. Arriva er som nævnt klar til at byde ind på strækningen, dog vil selskabet indledningsvis se på, hvilke tidspunkter på døgnet, der bliver tale om.

Arriva Tog, der kun opererer i Jylland, ser foruden København-Aalborg økonomiske muligheder i de mindre strækninger somf.eks. København-Odense, Fredericia og Århus.

I dag har DSB monopol på strækningen mellem København og Aalborg, der dog har oplevet konkurrence de senere år i takt med, at priserne på flybilletter fra København til Aalborg er faldet markant.

Foto: Arriva hævder at kunne skære en tredjedel af billetprisen mellem København og Aalborg, hvis selskabet fårmulighed forat køre på ruten.