Atlantic Airways A319-100. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Atlantic Airways på tidligere Cimber-rute

Det færøske luftfartsselskab Atlantic Airways vil fra begyndelsen af september kortvarigt flyve på Cimber Sterlings tidligere rute fra København til Napoli. Selskabet overvejer direkte ruter fra Færøerne til Norditalien i sommeren 2013.

Det færøske luftfartsselskab Atlantic Airways flyver året rundt mellem Vágar og henholdsvis København og Billund. Og om sommeren er Aalborg Lufthavn også inkluderet i fartplanen.

Herudover flyver Atlantic Airways også charterflyvninger for danske rejsearrangører, heriblandt Kulturrejser Europa.

Kulturrejser Europa havde tidligere en aftale med Cimber Sterling, hvor man købte et stort antal sæder på selskabets rute mellem København og Napoli. Men denne kontrakt blev overtaget af Atlantic Airways, der således flyver hele sommeren fra København til Napoli med et fly af typen British Aerospace RJ100.

Fra den 8. september og indtil den 20. oktober bliver det i stedet en ruteflyvning, som alle rejsende kan booke sig ind på. Det bekræfter administrerende direktør Magni Arge fra Atlantic Airways.

Der bliver afgang fra København hver lørdag kl. 07.30 med ankomst i Napoli kl. 10.30. Returflyvningen finder sted kl. 11.15 med ankomst i Københavns Lufthavn tre timer senere.

Rute på vej til Norditalien
Idetindeværende sommerprogram flyver Atlantic Airways direkte fra Vágar til Barcelona med det nye Airbus A319-fly hver søndag. En rute, der fik sin opstart den 17. juni og som allerede er forlænget med en uge frem til den 26. august med baggrund i en stor efterspørgsel.

Det har fået Atlantic Airways til at øjne nye muligheder for sommersæsonen 2013, hvor man også vil flyve til Barcelona.

“Næste år vil vi udvide tilbuddet med direkte fly sydpå. Vi planlægger at flyve til en destination i det nordlige Italien, hvor der også vil være efterspørgsel efter rejser til Færøerne,“ fortæller Magni Arge fra Atlantic Airways.

Det er dog på nuværende tidspunkt ikke muligt at sætte navn på destinationen, men det bliver enten Milano, Firenze, Pisa eller Verona.