Stor efterspørgsel på ruten mellem Færøerne og CPH betyder, at Atlantic Airways har til hensigt at købe et større fly end selskabet nuværende Airbus A319-fly.
Atlantic Airways planlægger at købe et nyt Airbus A320-fly. Det færøske flyselskab og den europæiske flyproducent, Airbus, har i denne forbindelse indgået en foreløbig aftale, et såkaldt ”memorandum of understanding”, hvor parterne i første omgang har aftalt retningslinjerne for købet af det nye fly. Den endelige kontrakt forventes underskrevet i juni.
Airbus skal efter planen levere flyvet til Atlantic Airways i slutningen af 2016. Det er en stadig stigende efterspørgsel på ruten mellem Færøerne og København, der får Atlantic Airways til at købe et fly, der er større end selskabets nuværende Airbus A319-fly. Airbus A320 tager 168 passagerer, og det er 24 mere end Airbus 3A19, der har plads til 144 rejsende.
Atlantic Airways har i dag tre Airbus A319 i flåden, hvoraf selskabet ejer det ene og leaser de to andre. Kontrakterne på de to leasede fly udløber i september 2016, og planen er at forlænge den ene af disse kontrakter for at sikre nok flykapacitet, mens selskabet er i en overgangsperiode, hvor der købes et nyt fly.
Færre forsinkelser
Det nye fly vil – ligesom de nuværende fly – være udstyret med Airbus’ avancerede navigationsteknologi, RNP AR 0,1, der hidtil har medført markant højere regularitet og dermed færre forsinkelser. Der er tale om en GPS-baseret teknologi, nu også kombineret med det almindelige ILS-system i lufthavne, som sammenlagt er et særdeles præcist instrument både ved indflyvninger og udflyvninger.
Det færøske flyselskab har i første omgang tilpasset kombinationen af RNP AR 0,1 og ILS til Vágar Lufthavn, som dermed er den første lufthavn i verden, hvor denne metode bruges. Atlantic Airways’ Airbus-maskiner kan således f. eks. flyve lavere og i dårligere sigtbarhed ind til Vágar Lufthavn på Færøerne end tidligere.
Anskaffe mindre fly
Atlantic Airways er desuden i gang med at implementere en ny strategi, der blandt andet indebærer etablering af ruter til en række byer i landene umiddelbart rundt om Færøerne. Ruterne kaldes NORD-ruterne. Og i første omgang har Atlantic Airways valgt at beflyve NORD-ruterne med Airbus 319 frem til efteråret 2016. Denne periode skal ses som en prøvetid på, hvorvidt der er grundlag for at anskaffe et mindre fly til NORD-ruterne. Undersøgelser omkring en ny flytype til NORD er fortsat igang.
Sammenfattende sigter Atlantic Airways inden for de kommende år efter en flyflåde, der består af en Airbus 320, en Airbus 319 samt et velegnet mindre fly til NORD-ruterne.
I marts 2012 modtog Atlantic Airways hos Airbus i Hamburg sit første A319-fly.