- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Atter over to millioner passagerer i CPH

For første gang siden december 2019 har over to millioner passagerer rejst til, fra eller via Københavns Lufthavn. I maj var hele 78 procent af passagererne vendt tilbage efter coronapandemien.

Under coronanedlukningen i Danmark i foråret 2020 var der meget stille i Københavns Lufthavn. På flere dage var der under 1.000 daglige rejsende, og det var muligt at vise hele det daglige trafikprogram med blot 25 afgange på blot én afgangstavle.

Lavpunktet blev nået den 9. april 2020, hvor der blot var 424 rejsende gennem CPH.

Sådan var det på ingen måder i dette års maj måned, der har været den travleste måned siden coronapandemiens start. Søndag den 29. maj på hjemrejsedagen efter Kristi himmelfartsferien var der ikke færre end 85.463 passagerer gennem terminalen, og for hele måneden nåede CPH op på 2.068.912 rejsende. Det svarer til index 78 i forhold til samme måned i 2019.

Det er første gang siden december 2019, at der blev registreret over to millioner passagerer i én måned, og det var det højeste antal passagerer siden november 2019, hvor 2.164.875 rejsende benyttede den danske hovedstadslufthavn.

Store forventninger til sommeren
De flotte passagertal fra maj lover godt for de tre sommermåneder, hvor der er et større kapacitetsudbud til Grækenland og Tyrkiet på henholdsvis indeks 115 og 133 i forhold til tiden før coronapandemien.

“Med så travlt et forår kan vi se, at danskerne og sydsvenskerne for alvor er gået på vingerne igen, så vi ser nu ind i en rigtig travl sommer,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Selvom kapaciteten er øget betydeligt til Tyrkiet og Grækenland, så er det dog stadig Spanien, der er topscoreren blandt de 125 forskellige rejsemål, som det er muligt at flyve til fra CPH i sommertrafikprogrammet. Men også destinationer i Italien og Frankrig nyder stor popularitet.

Mangler transferpassagerer
Selvom der er stor efterspørgsel i den såkaldte lokaltrafik fra og til Københavns Lufthavn, så er der ét særligt passagersegment, der halter bagefter. Det er de såkaldte transferpassagerer, der primært er udlændinge.

I maj var der lidt flere end 151.000 afrejsende transferpassagerer, hvilket svarer til 14,6 procent af det samlede antal afrejsende passagerer. Før coronapandemien var transferandelen i samme måned på 18,6 procent.

Det er transferpassagerer på langdistanceruterne til Asien, der især er fraværende, hvilket også kan ses af, at transferpassagererne i maj var på indeks 62 i forhold til 2019, mens lokalpassagerer var på indeks 82.

Klar til stort rykind
Mens Stockholm-Arlanda de seneste uger har oplevet massive kapacitetsproblemer, så går det tilsyneladende noget bedre i Københavns Lufthavn, der ikke har oplevet samme kaotiske tilstande som i den svenske hovedstadslufthavn. Der var dog perioder omkring store bededag og Kristi himmelfartferien med lange ventetider.

Men alligevel vil der i den kommende tid kunne opleves længere ventetider og flere forsinkelser, end hvad der er normalt på denne årstid.

“Her i Københavns Lufthavn forventer vi, at alle 330 nyansatte i sikkerhedskontrollen er færdiguddannede og klar til at få danskerne godt af sted, når feriesæsonen starter i slutningen af juni,” siger Peter Krogsgaard.

 

Relaterede artikler:

CPH nærmer sig to millioner månedlige passagerer

CPH: Trafikken til Europa nærmer sig det normale

Februar: 10.000 flere passagerer om dagen i CPH