SAS og Ryanair i Københavns Lufthavn. (Foto: Michael Kidmose | CPH | PR)

CPH: Trafikken til Europa nærmer sig det normale

I marts rejste 1,4 millioner passagerer gennem Københavns Lufthavn, og i løbet af sommeren ventes flytrafikken til Europas storbyer, strandbyer og øer at nærme sig niveauet fra før coronapandemien.

Den genopretning af flytrafikken, der fandt sted sidste efterår. blev midlertidigt afbrudt af omikronvarianten hen over vinteren. Men nu har genopretningen for alvor taget fart igen, hvilket afspejles i flyselskabernes og lufthavnenes trafiktal.

Københavns Lufthavn har netop offentliggjort trafiktallene fra marts, hvor 1.418.526 rejsende fløj til, fra og via den danske hovedstadslufthavn. Det svarer til 59,8 procent af niveauet fra samme måned i 2019, og i de kommende måneder er der udsigt til, at stadig flere passagerer vil fylde terminalerne.

I sidste uge af marts var 70 procent af passagererne vendt tilbage, og påsketrafikken ser allerede nu ud til at nå nogle meget høje niveauer.

”Fredag den 8. april blev med tæt på 80.000 passagerer den største rejsedag, siden coronapandemien ramte for to år siden. Der bliver også travlt den kommende påskeweekend. Det kan betyde ekstra ventetid for eksempel i sikkerhedskontrollen og bagageudleveringen. Vi og alle
virksomhederne herude har været i gang med at ansætte. Det tager dog flere måneder at uddanne, træne og myndighedsgodkende inden folk er klar,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i CPH.

Europatrafikken bliver tæt på normalen
De midlertidige flaskehalsproblemer ventes at være løst til juni, når lufthavnen sikkerhedskontrol atter er fuldt bemandet, og handlingvirksomhederne forventeligt er tilbage på fuld styrke med bemanding til check-in, boarding og bagage.

Det bliver også nødvendigt med alle ressourcer, da Københavns Lufthavn venter en særdeles travl sommer, hvad angår flyrejserne i Europa. Her vil der være ruter til op imod 120 europæiske destinationer, og passagertallet ventes at komme tæt på 2019-niveauet.

Men der vil stadig være et efterslæb på de interkontinentale ruter.

”Hvor vi forventer, at trafikken til Europa vil nærme sig det normale i løbet af sommeren, går det noget langsommere med de lange, interkontinentale ruter – især til Asien og Kina. Dog er der efterhånden fem ugentlige afgange fra CPH til Singapore og snart Bangkok, så det er begyndt at vende,” lyder det fra Peter Krogsgaard.

Klassikerne er tilbage
Lufthavnens statistikker viser også, at efterspørgslen til de klassiske destinationer er ved at vende tilbage. I marts var London, Oslo, Amsterdam, Stockholm og Paris de mest populære internationale destinationer, og det var anden måned i træk, at den britiske hovedstad placerede sig øverst på listen.

Aalborg er stadig en stor destination, som det har været tilfældet under hele coronapandemien, og den sjettestørste internationale destination er ikke overraskende Málaga. Spanien er stadig det mest populære land at rejse til, viser lufthavnens statistikker.

 

Relaterede artikler:

Februar: 10.000 flere passagerer om dagen i CPH

Januar i CPH til glemmebogen

CPH: “2021 blev som dag og nat”