Austrian Airlines Boeing 777-200 OE-LPF (Foto: AUA)

Austrian får ikke lov at købe nye langdistancefly

Austrian Airlines var stillet i udsigt, at der i 2018 skulle tages beslutning om at anskaffe nye langdistancefly, men nu er låget til pengekassen smækket i.

Tirsdag den 15. maj kunne Austrian Airlines fejre 60 års fødselsdag, men på gavebordet manglede en af de ting, der havde stået højest på ønskesedlen.

Det østrigske flyselskabs topchef Kay Kratky vil nemlig gerne have nye langdistancefly, og det har hele tiden været planen, at der i 2018 skulle tages beslutning om bestilling af nye fly til de interkontinentale ruter.

Austrian har nemlig 12 langdistancefly, der er godt oppe i alderen. Seks Boeing 767-300ER har en gennemsnitsalder på 22,3 år, mens de seks Boeing 777-200ER i gennemsnit har en alder på 17,4 år. Det seneste Boeing 777-fly blev dog en fødselsdagsgave, da flyet blev leveret den 8. maj til Austrian i en særlig 60 års-bemaling. Men der var tale om et ældre fly, der oprindeligt var blevet leveret til brasilianske VARIG for over 16 år siden.

Men Austrian må tilsyneladende vente et stykke tid endnu, før der kan blive tale om en fornyelse af langdistanceflåden, da Eurowings-offensiven formentlig har lagt beslag på hovedparten af de midler, som Lufthansa-gruppen har haft til investeringer i de kommende år.

“Ti procent af vores (Lufthansa-gruppen) fly er baseret i Østrig, men det er kun fire procent af indtjeningen, der kommer derfra. Derfor er det ikke muligt lige nu at sikre finansiering af en ny interkontinental flåde til Austrian,” siger Lufthansa-gruppens koncernchef Carsten Spohr ifølge Air Transport World.

Omkostningerne skal sænkes
Hos Austrian drømmer man om nye Airbus A350-900, men nyere Boeing 777-fly kan også gøre det, hvis det ikke er muligt at få lov at bestille fabriksnye fly.

Men det er nødvendigt at styrke kapitalgrundlaget før en eventuel flyordre. Nye langdistancefly kræver en investering på mellem en milliard og 2,4 milliarder euro, hvilket vil sige mellem 7,4 og 17,9 milliarder kroner, afhængig af den valgte løsning.

Derfor har Kay Kratky også indset, at det er nødvendigt at få udfoldet hele potentialet i flyselskabet, inden nye fly kan komme på tale, selvom der var noget anderledes toner sidste efterår.

“Vi vil træffe en beslutning om langdistanceflåden, når vi har råd til det,” lyder det nu fra topchefen i Austrian Airlines.

Det vil være nødvendigt minimum at nå et overskud før renter og skat på 150 millioner euro (1.120 millioner danske kroner), før der sættes en underskrift på en aftale om nye langdistancefly. I 2017 kom Austrian ud med et overskud før renter og skat på 94 millioner euro, hvilket svarer til 700 millioner danske kroner.

Der er således kun hårdt arbejde forude for Kay Kratky og direktionskollegerne i Austrian Airlines. Lufthansa-koncernchef Carsten Spohr siger nemlig, at hvis Austrian formår at sænke omkostningerne, så vil selskabet i fremtiden kunne komme op på 20 langdistancefly, og hvis ikke, så har man måske kun fem fly tilbage.

 

Relaterede artikler:

Austrian præsenterer nyt design

Austrian er færdig med at udrulle Premium Economy

Austrian overvejer køb af nye langdistancefly