- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

BALPA: Britiske lufthavne står øverst på medajleskamlen

Men det er ikke en skammel, hvor der er rift om pladserne. For hvem vil helst have tabt flest flyvninger? De britiske piloter vil have regeringen på banen.

Guld, sølv og bronze. Det er normalt tegn på, at man har klaret sig godt. Det kan også vendes til det modsatte, hvis man gør som British Airline Pilots’ Association (BALPA) og undersøger hvilke lufthavne, der har mistet mest trafik under coronapandemien.

BALPA har brugt Eurocontrols data om brugen af det europæiske luftrum og sammenlignet tallene en enkelt dag i august 2019 med den samme dag i august 2021.

Førstepladsen på listen indtages af Gatwick Airport, der har tabt 76 procent af sine flyvninger, på anden- og tredjepladsen kommer Manchester og Heathrow med et tab på 59 procent.

På fjerdepladsen med samme procentvise tab ligger Helsinki Airport, mens lufthavnen i Tel Aviv kommer ind som nummer fem med en tilbagegang på 58 procent.

Regeringen må hjælpe
De britiske piloter opfordrer regeringen til snarest at forlænge støtteordningerne for luftfarten og erkende, at de strenge rejserestriktioner begrænser opsvinget for britisk luftfart.

Ifølge BALPA bør regeringen også erkende, at sektoren er ved at blive kvalt i regler og handle ved snarest at sætte flere lande på den grønne liste samtidig med, at den skal hjælpe med at reparere offentlighedens tillid til internationale rejser.

”Det er skrækkeligt at se på, at regeringens restriktioner ødelægger det, der engang var verdens førende luftfartsindustri. Tallene viser, at det ikke er virussen, der dræber sektoren. Det er de kunstige, overforsigtige restriktioner på internationale rejser,” siger Martin Chalk, fungerende generalsekretær i BALPA.

En skammelig præmie
”Det er regeringen, der har givet den britiske luftfartsindustri guld-, sølv- og bronzemedaljen som de hårdest ramte lufthavne i Europa: En skammelig og skadelig præmie,” fortsætter han.

”I Storbritannien halter vi klart efter vores europæiske konkurrenter. Vi har brug for, at regeringen erkender den skadelige indvirkning, dens restriktioner fortsat har på britisk luftfart. Ellers risikerer vi, at flere job går tabt, og at britisk luftfart falder endnu længere bag sine konkurrenter,” lyder det fra Martin Chalk.

 

Relaterede artikler:

Lufthavnene vil miste fem milliarder passagerer

Heathrow har tabt 25 milliarder kroner under coronakrisen

Lufthavne tabte over 3,2 milliarder kroner