I går tog man hul på renoveringen af Dubai International Airports to hovedbaner. Arbejdet vil tage 80 dage og vil forårsage flytninger af fly og medarbejdere til Al Maktoum International Airport.
Indtil for godt og vel et halvt år siden, var der kun én lufthavn i Dubai med passagerflyvninger. Men i oktober 2013 åbnede Al Maktoum International Airport (DWC) op for ruteflyvninger i Dubai World Central, og gjorde dermed Dubai International Airport (DXB) følgeskab. I de næste 80 dage vil der være heftig trafik imellem de to lufthavne i Dubai, efter at reparationsarbejdere i går påbegyndte renoveringen af Dubai International Airports to hovedbaner.
Renoveringen har været planlagt i en længere periode og skaber en række logistiske udfordringer for luftfarten i Dubai. De to hovedbaner vil etapevist blive repareret, så den sydlige startbane lukkes i hele maj måned og den nordlige ditto fra 31. maj til 20. juli. Dermed vil der i denne periode kun være én aktiv startbane ad gangen i DXB, og derfor vil trafikken i lufthavnen være reduceret med 26 procent imens arbejdet udføres.
Ifølge Dubai Airports der ejer begge lufthavne, vil mere end 600 afgange om ugen flyttes til den nye lufthavn i Al Maktoum. I alt har 17 flyselskaber reserveret plads i DWC, og Dubai Airports anbefaler derfor, at passagerer dobbelttjekker deres billetter for at sikre, at de ikke møder op i den forkerte lufthavn.
450 medarbejdere flyttes
Hvis uheldet alligevel er ude, har Dubai Airports sørget for, at passagererne forholdsvis hurtigt kan komme fra den ene lufthavn til den anden.
I de næste 80 dage vil der således døgnet rundt køre gratis shuttle-busser frem og tilbage mellem de to lufthavne, der ligger omkring 70 kilometer fra hinanden. I alt vil der dagligt være otte busser på ruten, der vil afgå hver halve og hele time, og de luksuriøse busser indeholder både aircondition, toiletter og masser af plads til bagage.
Det er dog ikke kun passagererne, som skal flyttes frem og tilbage i mellem de to lufthavne. Hele 450 medarbejdere fra DXB vil i den næste periode få ny midlertidig arbejdsplads i DWC, for at hjælpe de mange passagerer til en så problemfri rejse som muligt.
Dubai Airports beklager i en pressemeddelelse de problemer som renoveringen måtte skabe for passagerer og medarbejdere, men forsikrer om, at de nye faciliteter er værd at vente på. Med de nye startbaner, vil DXB kunne rumme mere end 100 flyselskaber. Reparationen af startbanerne vil indebære 180.000 tons asfalt på den nordlige bane, 65.000 tons asfalt og 70.000 kubikmeter beton på den sydlige bane samt endelig installation af 3.000 banelys.