- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Belgisk succes med ældre Finnair-fly

Air Belgium overtog sidste år fire Airbus A340 fra Finnair. De skulle bruges på egne ruter, men i stedet har selskabet fået fodfæste på ACMI-markedet.

Da flyselskabet Air Belgium blev etableret i 2017, var det med fokus på Kina og planer om en direkte rute fra Bruxelles til Hongkong.

Ruten gik i luften i 2018, men nåede kun at operere knapt fire måneder henover sommeren, inden selskabet var nødt til at lukke den ned igen. Den forventede efterspørgsel fra de kinesiske turoperatører, som Air Belgium havde indledt et samarbejde med, viste sig nemlig ikke at holde stik.

Erstatning for Boeing 787
Med fire Airbus A340-300 langdistancefly i flåden, som Air Belgium havde overtaget fra Finnair, var det nystartede belgiske flyselskab nødt til at se sig om efter andre muligheder. Redningen for Air Belgium blev andre flyselskabers nød.

Det belgiske selskab valgte nemlig at gå ind på ACMI-markedet og har det seneste års tid især har fløjet for flyselskaber, som har manglet kapacitet på grund af problemerne med Rolls-Royce Trent 1000-motorerne på Boeings 787 Dreamliners.

Air Belgium har blandt andet opereret med de 12 år gamle Airbus A340-fly på en række British Airways-ruter – heriblandt ruterne til Abu Dhabi, Kairo og Toronto, som normalt bliver betjent af BA’s Boeing 787-fly. Air Belgium har også fløjet for Air France, LOT Polish Airlines og flere andre flyselskaber.

Air Belgiums administrerende direktør, Niky Terzakis, fortæller til Air Transport World, at ACMI-markedet har været succesfuldt for flyselskabet, som siden april i år har været et rentabelt.

”Fordelen ved at være et lille, lille flyselskab er, at vi er meget agile. Vi besluttede at omstille os og begyndte at arbejde i ACMI-markedet. Vi mente, det ville give os to ting: Et godt ry, hvis vi var gode til det – og vi er meget gode til det – og ved at operere for ældre flyselskaber, ville vi få en blåstempling, hvilket er meget vigtigt for os,” siger Niky Terzakis til Air Transport World.

Egne ruter på vej
Selv om Air Belgium har fået fodfæste på ACMI-markedet har selskabet dog ikke droppet planerne om at have egne langdistanceruter. Til december starter selskabet således en rute fra basen i
Brussels Charleroi Airport til Martinique og Guadeloupe, der er en del af de Franske Antiller i Caribien. Det er også planen at etablere en rute til Kina igen i løbet af 2020.

Niky Terzakis fortæller også til Air Transport World, at det ikke var en langsigtet beslutning at overtage de 12 år gamle Airbus A340-300, som Finnair havde sendt på pension. Men der var ikke mange af de mere brændstoføkonomiske Airbus A330 i markedet, og de tidligere Finnair-fly var en god deal for Air Belgium, da de både var velholdte, havde den nyeste kabine og kunne leases af Airbus på fordelagtige vilkår.

”Vi er meget tilfredse med flyet. De er ekstremt pålidelige, ”siger Niky Terzakis om flyene.

På længere sigt håber Air Belgium imidlertid at kunne udskifte A340-300 med nye Airbus A330-900 med lavere driftsomkostninger.

 

Relaterede artikler:

Air Belgium med Airbus A340 til Grønland

Air Belgium lancerer ny rute til Caribien

Air Belgium kommer Air France til undsætning