Air Belgium Airbus A340-300. (Foto: Air Belgium)

Air Belgium lancerer ny rute til Caribien

Air Belgium er klar med ny langdistancerute til vinter, efter at selskabet måtte opgive sin første rute fra Bruxelles til Hongkong.

Flyselskabet Air Belgium har haft en lang og vanskelig opstart, siden det blev grundlagt i 2016. Det belgiske selskab satser med en flåde på fire Airbus A340-300-fly på langdistanceruter fra Belgien.

Hidtil har Air Belgium dog kun haft en enkelt rute – fra Bruxelles til Hongkong, og den nåede kun at operere knapt fire måneder i sommeren 2018, inden selskabet så sig nødsaget til at lukke ruten igen.

Det var planen, at åbne ruten igen til denne sommers program, men midt i marts meddelte Air Belgium, at man helt havde opgivet Hongkongruten, da de ”økonomiske og driftsmæssige betingelser” for at genoptage ruten ikke var til stede.

Siden har der været stille om selskabet, som dog har fløjet for andre selskaber – heriblandt for British Airways. Tidligere har Air Belgium også fløjet for selskaber som Air France, Royal Air Maroc, Condor og TUIfly Netherlands.

Til Martinique og Guadeloupe
Nu har Air Belgium imidlertid fået mod på at starte en ny langdistancerute den kommende vinter. Det drejer sig om en rute fra Brussels Charleroi Airport til de Franske Antiller i Caribien.

Fra den 7. december vil Air Belgium flyve to gange om ugen fra Brussels Charleroi-lufthavnen direkte til Fort-de-France på øen Martinique og derfra videre til Pointe-à-Pitre på øen Guadeloupe, hvorfra flyet returnerer til Bruxelles.

Afgang fra Bruxelles sidst på formiddagen
Der bliver afgang fra Bruxelles klokken 10.45 med ankomst i Fort-de-France klokken 15.45. Halvanden time senere – klokken 17.15 – fortsætter flyet til Pointe-à-Pitre, hvor det lander klokken 18.00. Herfra flyves der klokken 20.00 retur mod Bruxelles, hvor flyet lander næste morgen klokken 9.20.

Flyvningerne vil blive betjent med selskabets Airbus A340-300-fly, som er konfigureret med tre klasser – business, premium economy og economy.

De caribiske øer Guadeloupe og Martinique er begge franske øbesiddelser. De eksotiske øer garanterer ifølge Air Belgium solrigt vejr, gæstfrie befolkninger, beskyttet natur og lokal gastronomi af høj kvalitet samt mulighed for vandsport, sejlsport og vandreture.

 

Relaterede artikler:

Hong Kong-rute genåbner ikke

Sætter Hong Kong-rute på pause

Hong Kong er første destination for Air Belgium