Berlins uåbnede storlufthavn Brandenburg kan meget vel blive et museum, lyder det fra airberlin.

Berlin-lufthavn forsinket mere end 500 dage

Åbningen af Berlins nye storlufthavn er atter blevet udskudt. Den nye åbningsdato hedder nu 27. oktober næste år. Det er mere end 500 dage efter at lufthavnen oprindeligt skulle have været åbnet.

Efter flere dages mediespekulationer, blev det fredag officielt. Bestyrelsen for Berlins kommende storlufthavn, Berlin Brandenburg, besluttede at udsætte åbningen af lufthavnen med yderligere et halvt år. Først 27. oktober 2013 forventer bestyrelsen at kunne slå portene op. Hvis planen holder og lufthavnen åbner til oktober næste år, vil der være gået 511 dage siden lufthavnen skulle være åbnet 3. juni i år.

Under en måned før åbningen i juni stak brandmyndighederne en kæp i hjulet på arbejdet med at konstruere den tyske hovedstads nye storlufthavn. I første omgang blev indvielsen udskudt til 17. marts næste år og en ny projektchef tilkaldt. Efter tre ugers evalueringsarbejde kom projektchefen frem til, at heller ikke den dato var realistisk at nå at blive færdige til. Derfor valgte lufthavnens bestyrelse at udsætte indvielsen endnu en gang.

En skændsel for hele Tyskland
Hos airberlin har man ikke lagt skjul på, at lufthavnsforsinkelsen er en skandale af rang.

”Problemerne med Berlin Brandenburg lufthavnen er en skændsel for hele Tyskland, som ellers står for fremragende ingeniørarbejde,” sagde airberlins kommercielle direktør, Paul Gregorowitsch, fornylig til CHECK-IN.dk.

Den nye forsinkelse får lavprisselskabet Germanwings til at flytte sine operationer fra Berlins Schönefeld lufthavn til byens Tegel lufthavn fra 28. oktober i år. Selskabet er et datterselskab til Lufthansa. Og de to selskaber havde planlagt et koordineret samarbejde, når den nye storlufthavn åbnede. Det samarbejde vil de to selskaber nu tage hul på i Tegel lufthavnen.

Et gammelt ordsprog lyder, at en ulykke sjældent kommer alene. Det kan bestyrelsen for lufthavnen skriver under på. For forsinkelsen er ikke det eneste, de slås med. Selskabet bag lufthavnen er i akut pengenød og risikerer at gå konkurs inden årets udgang, hvis ikke de kommunale og statslige ejere hoster op med flere penge. Det er EU-Kommissionen dog ikke just begejstret for.