Beskeden lufthavnsvækst i Aarhus og Aalborg

Februar måned blev præget af beskeden vækst i lufthavnene i Aarhus og Aalborg. Fremgangen er i begge lufthavne båret af stadig flere indenrigs- og charterpassagerer.

Af Ole Kirchert Christensen [email protected]

Februar måned brød mange måneders rekordvækst i de jyske lufthavne. I både Aalborg og Aarhus var sidste måned præget af en mere beskeden vækst, end det har været set længe.

Det hårde vintervejr har utvivlsomt kostet passagerer, og udviklingen i chartertrafikken har i hvert fald i Aalborg Lufthavn været præget af urolighederne i Egypten, hvortil der er direkte charterfly fra lufthavnen.

Samlet rejste 98.828 passagerer gennem terminalen i Aalborg Lufthavn i februar måned, hvilket er omkring 3.000 flere end samme måned året før. Det svarer til en vækst på 3,1 procent. Den største procentuelle vækst fandt sted i chartersegmentet, hvor der var næsten 6.800 afrejsende og ankommende passagerer. En vækst, der svarer til 10,2 procent.

“Selvom vi har oplevet aflyste fly til Hurghada i Egypten, ser vi en fremgang i chartertrafikken på godt 10 procent, og det glæder vi os over,“ siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Det er dog stadig indenrigsruten til København, der i absolutte tal trækker lufthavnen fremad. En stigning på 3.148 indenrigspassagerer til i alt 82.110 blev slutfacit for februar måned.

Også chartervækst i Aarhus Lufthavn

Aarhus Lufthavn fortsatte væksten, omend i et noget begrænset omfang. En stigning på knapt 800 passagerer sikrede en vækst på 2,2 procent i forhold til februar 2009. I alt 36.210 passagerer rejste gennem den østjyske lufthavn, hvor indenrigs- og chartertrafikken også her stod for fremgangen.

Indenrigstrafikken voksede med 4,7 procent, mens chartertrafikken havde en flot vækst på 30,5 procent svarende til ca. 1.000 passagerer. Aarhus Lufthavn har ikke de uroplagede destinationer i Tunesien og Egypten på lufthavnens program, hvorfordet ikke har påvirket lufthavnens passagertal i februar måned. Til gengæld kan lufthavnen nemt have fået tilført passagerer, der skulle have rejst fra Billund eller Aalborg til nogle af de berørte destinationer.

“Den positive udvikling forventes forstærket i marts måned, hvor vi bl.a. byder velkommen tilto nye udenrigsruter til henholdsvis Helsinki og Gdansk,“ siger administrerende direktør Ole Paaske fra Aarhus Lufthavn

Foto: Aarhus Lufthavn havde ligesom kollegerne i Aalborg en relativt beskeden vækst i februar måned.